Hvad er det vigtigste, når en flok glade mænd skal holde den sidste dag i frihed for en af deres venner – altså kort sagt Polter Abend eller på engelsk ”Stag Nite” eller “Bachelor’s Night”?
Masser af øl, mange værtshuse at besøge, sjove aktiviteter og en rimelig pris for en dyne og en pude at smække det berusede hoved i, hvis arrangementet holdes udenbys – måske endda udenlands.
Med de lavere og lavere priser på flybilletter bliver mange Polter Abender i dag holdt i et andet land end, hvor den kommende brudgom bor.
Han skal ikke have let ved at undslippe torturen og tage hjem, når vennerne nu har udtænkt en hel stribe torturer, han skal igennem.
Desuden er middage, drinks og store øller generelt billigere end i Danmark – medmindre da at man vælger Norge, Sverige eller Island som det land, hvor Polter Abenden skal foregå.
Omvendt kan man i dag være heldig at finde flybilletter tur/retur fra København til f.eks. London for bare 100 kroner. Det er billigere end en taxi-tur på et par kilometer i Danmark.
Den amerikanske rejseportal Globehunters har foretaget en omfattende research til sin netop offentliggjorte ”Global Stag Index 2019”.
Her har analytikerne tjekket alle de ovennævnte kriterier – og tilføjet prisniveau for hotelværelser og sikkerheds-niveauet. Polter Abend deltagerne skulle jo nødig opleve at blive rullet, overfaldet eller bestjålet på denne særlige dag.
I går præsenterede jeg kvindernes udgave af indekset her på Trends & Travel. I dag er det så herrernes tur.
De bør straks slå London ud af hovedet, selvom flybilletterne fra København er de billigste. Ifølge Globehunters’ oversigt er London nemlig den dårligste af i alt 45 testede storbyer at holde en Polter Abend i.
Så er det straks meget bedre med Barcelona, som kåres til verdens bedste by at holde farvel-frihed-festen i.
Lige efter følger Portugals hovedstad Lissabon, inden en hel flok øst-europæiske storbyer trænger sig på. Her er der typisk mange værtshuse pr. kvadrat-kilometer, og en stor fadøl er billig.
Barcelona og Lissabon placerer sig også højt, når kvinderne skal på ”Hen Night”. Hos pigerne toppes listen ikke overraskende af Paris, der er knap så god til herrernes ”Stag Night”. En syvende plads til Frankrigs hovedstad.
København henter en respektabel 16. plads til kvindernes Polter Abend. København du’r til gengæld ikke til herrernes. En 28. plads af 45 mulige er bare ikke godt nok.
Her er Globehunters’ Top-10 over de bedste storbyer at holde en mandlig Polter Abend i:
- Barcelona
- Lissabon
- Prag
- Krakow
- Beograd
- Budapest
- Paris
- Riga
- Petersborg
- Buenos Aires
Og så til sidst en anden relevant liste for tørstige herrer. Hvilke storbyer har flest barer og værtshuse pr. km²:
- Paris – 11,20
- Barcelona 7,33
- Tel Avis – 3,79
- Dublin – 3,74
- Tokyo – 3,32
I kan studere det komplette ”Global Stag Index 2019” via dette link….
Skriv et svar