Der er dystre tider forude for USA’s største flyfabrikant Boeing.
Ikke kun må Boeing acceptere, at flere hundrede af sine nye 737 MAX 8 maskiner har fået flyveforbud efter to fatale styrt i marts og oktober.
Nu der USA’s mest berømte forbruger-beskytter og tidligere præsident-kandidat Ralph Nader også gået på direkte kollisions-kurs med Boeing.
Sammen med flere andre kendte forbrugerfolk kræver Ralph Nader, at Boeing skal stoppe produktionen af 737 MAX helt. ”Maskinerne må aldrig flyve mere,” kræver de.
Nader er personligt involveret i Boeing skandalen, fordi hans niece Samya Stumo var en af de dræbte passagerer i det forulykkende fly fra Ethiopian Airlines.
Med støtte fra juristen Ralph Nader har den 24-årige kvindes forældre stævnet Boeing for et million beløb i erstatning.
De hævder, at Boeing er blevet ”blind af grådighed. Flyfabrikken har bevidst skjult fejl i sikkerheds-systemerne. Boeings ledelse har med vilje udsat passagerernes liv for en risiko.”
Ralph Naders angreb kommer på et meget ubelejligt tidspunkt for Boeing. Flygiganten får masser af dårlig omtale verden over, og flere flyselskaber har allerede slettet deres ordrer på nye 737 MAX fly, mens andre overvejer det.
Den nye MAX-serie skulle ellers være Boeings bestseller i de kommende år. Boeing har modtaget over 5.000 bestillinger på det ret miljørigtige fly til de korte og mellemlange distancer. Det konkurrerer direkte med europæernes Airbus A320neo familie af passagerfly.
Ifølge flere amerikanske kilder bakkes den efterhånden 85-årige Nader op af bl.a. New Yorker advokaten Brian Alexander fra ”Kreindler & Kreindler”.
Han udtaler, at ”Boeing ignorerer et grundprincip i udvikling af passagerfly. Boeing har tilladt, at en eneste fejlmelding kan udløse en hel sekvens af hændelser, der fører til et tab af kontrol.”
Brian Alexander forventer, at Boeing får en hel bølge af erstatnings-krav fra pårørende til de 346 passagerer, der blev dræbt ved de to 737 MAX styrt i Ethiopien og Indonesien. Nader familiens er blot et af de første.
Efter styrt nummer to for nylig koncentrerede mistanken sig om en særlig MCAS computer i den nye generation Boeing fly. Den skal automatisk sørge for, at flyets næse placeres optimalt i forhold til flyvehøjde, retning og vindforhold.
Mistanken er siden blevet bekræftet af de eksperter, der har studeret indholdet af de sorte bokse i de to forulykkede Boeing 737 MAX 8 maskiner.
Hvor piloterne i det første fly fra Lion Air tilsyneladende manglede uddannelse i brugen af MCAS systemet, gjorde deres kolleger i Ethiopian Airlines alle ting rigtigt. Alligevel styrtede det helt nye fly ned kort efter starten fra Addis Ababa i øst-afrikanske Ethiopien.
Boeing har været naturligvis været fuld af beklagelser og undskyldninger. Fabrikanten har samtidig lavet en opgradering af softwaren til bl.a. MCAS computeren.
De amerikanske luftfarts-myndigheder FAA (Federal Aviation Administration) kasserede dog opgraderingen som utilstrækkelig, fordi man havde fundet flere fejl i Boeing sikkerheds-systemer til 737 MAX maskinerne.
Sammen med myndighederne i de fleste andre lande verden over har FAA derfor udstedt et start-forbud mod Boeing flyene. De må godt flyttes mellem lufthavne, men ikke med passagerer ombord.
Start-forbuddet har givet flere flyselskaber problemer, der allerede har Boeing 737 MAX i sin flåde. Det drejer sig bl.a. om Norwegian, TUI, lavpris giganten Southwest Airlines i USA og en del asiatiske selskaber.
Boeing selv har også fået logistiske problemer. De udendørs arealer omkring flyfabrikken er ved at være overfyldt med nye 737 MAX maskiner, som Boeing ikke må aflevere til sine kunder. I øjeblikket står der 29 fly.
Af samme grund meddelte Boeing i den forløbne weekend, at man sætter den månedlige produktion af 737 MAX fly ned fra 52 til 42. Boeing havde ellers planlagt at øge til 57 maskiner i maj.
Imens prøver Boeing at nedtone sine software problemer, hvilket i sig selv er et fremskridt. Tidligere har Boeing afvist, at der overhovedet var fejl i systemerne.
Ifølge den ansete amerikanske avis ”Washington Post” kalder Boeing problemet som ”en relativ lille sag”. Den kan ordnes med en udvidelse af opdateringen til MCAS.
Boeing vil have en løsning klar i ”de kommende uger”, som så vil blive sendt til godkendelse hos eksperterne i FAA.
FAA ser dog noget anderledes på tingene, skriver avisen. Luftfarts-myndighederne anser problemet for at være afgørende for flysikkerheden.
Ingen ved derfor lige nu, hvornår Boeing 737 MAX fly igen må gå på vingerne med passagerer ombord. Det vil dog helt sikkert ikke ske her om lidt.
Mange eksperter mener, at der vil gå måneder eller halve år, inden det vil ske. Myndigheder i alle de lande, hvor flyselskaber har Boeing 737 MAX i flåden, vil formentlig gennemgå maskinerne ekstra grundigt, før de godkender. De vil ikke nøjes med, at amerikanske FAA siger ok.
Det er mere tvivlsomt, om Ralph Nader får held med at stoppe Boeing 737 MAX fuldstændigt….
Skriv et svar