Det kan godt være, at man ikke kan købe helt rene flymotorer i dag – og det vil nok vare en del år, før vi flyver elektrisk.
Man kan gøre nogle miljørigtige skridt på vejen ved at blande bio-brændstof i fly-benzinen, sådan som det hollandske flyselskab KLM vil gøre i Sverige.
En tredje mulighed for at få lettet sin grønne samvittighed er ved at klima-kompensere. Det er at tage en del af pengene fra flybilletterne og betale dem til forskellige miljø-projekter, der f.eks. planter nye skove.
Det er, hvad SAS gør.
For et år siden blev SAS det første flyselskab i verden, der betalte CO2 kompensation på alle sine ungdoms-billetter.
Det skete, efter at mange af flyselskabets unge kunder havde markeret, at de ikke brød sig om at flyve, fordi det belastede klimaet så hårdt. De ønskede at opdage verden på en mere miljø-rigtig måde.
Siden har SAS solgt næsten 1,5 millioner ungdoms-billetter. Det er fem pct. mere end året før. Så et og andet kunne tyde på, at de yngre rejsende respekterer SAS’ forsøg på at være mere grøn.
Initiativet har kostet SAS mange penge. Svenske medier skriver 20 millioner svenske kroner, hvilket er knap 15 millioner danske.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om SAS har tjent pengene hjem ved at sælge 75.000 ekstra ungdoms-billetter. Næppe. Men det har nok heller ikke været første prioritet. PR-værdien og et bedre image.
Det er i hvert fald lykkedes i Danmark, hvor danske forbrugere forleden kårede SAS som det mest miljø-rigtige flyselskab – foran Norwegian og Finnair. Det skete i forbindelse med det årlige Sustainable Brand Index.
”Det er opmuntrende at se, at unge fortsat vil rejse med fly. Bæredygtig og ansvarsbevidst transport har aldrig været mere relevant end nu. Vi mærker især hos vores yngre kunder, at de vil tage aktive valg. Ikke mindst, når det gælder miljø og klima,” forklarer Lars Andersen Resare. Han er chef for miljø og CSR hos SAS.
SAS begyndte at klima-kompensere sine ungdoms-billetter i April 2018. De kan købes af rejsende mellem 12 og 25 år og fås som enten ”SAS Youth GO Smart” eller ”SAS Youth GO Light”. Billetterne kan udelukkende bookes via SAS’ hjemmeside og koster fra 40 euro.
Siden 1. februar i år gør SAS det samme med alle billetter, der er bestilt med et EuroBonus nummer.
Om et år bliver det spændende at se, hvor mange ekstra millioner det vil koste SAS….
Skriv et svar