De store flyfabrikanter reklamerer med jetmotorer, der forurener mindre end før og bruger markant færre liter brændstof.
Flere flyselskaber som f.eks. SAS og Thomas Cook Scandinavia (Spies) betaler en grøn afgift for hver passager. På nudansk – de klima-kompenserer.
Og Airbus går i et grønt samarbejde med SAS om at udvikle fremtidens elektriske og hybrid-elektriske passagerfly.
Der begynder at ske ting og sager i luftfarten, som føler sig under stigende pres fra både politikere og publikum.
Både EU og flere lande i vores del af verden pusler således med planer om at indføre en benzin-afgift på jetflyenes kerosin brændstof.
Den vil dog blot gøre flyrejser dyrere. Den giver kun mindre forurening, hvis resultatet er, at færre flyver i fremtiden. Det er i sig selv ikke nogen bæredygtig løsning.
Så er det langt mere effektivt, hvad svenske Greta Thunberg gør med sin ”Fridays for Future” kampagne.
Den unge ”klima-dronning” taler i dag foran Christiansborg for 20.000 mennesker i forbindelse med Folkets Klimamarch.
Hun har skabt den nye trend, der hedder ”fly-skam”. Her føler et voksende antal svenskere en dårlig samvittighed, når de rejser med fly.
”Flyg-skam” har været en stor fordel for de svenske jernbaner, der kører på elektrisk strøm. Til gengæld er den blevet et problem for SAS, der har fået meget travlt med at lakere sit image med grøn farve.
Ovre i USA findes der også en masse mennesker, der er foruroliget over klimaet og ikke vil acceptere den arrogance og afvisning, som præsident Donald Trump demonstrerer.
På University of Illinois mener man, at løsningen for fremtidens passagerfly hverken er bio-brændstof, elektriske motorer med tunge batterier eller hybride systemer, der kombinerer traditionel teknologi med eldrift.
Amerikanerne mener, at fremtiden ligger i brint-baserede brændstof-celler. De kendes også fra projekter hos bilfabrikanter som Mercedes og Hyundai, og de efterlader kun vand som udstødning efter forbrænding.
Forskningen på Grainger College of Engineering ved University of Illinois får nu støtte fra ingen ringere end NASA.
Med sin erfaring fra årtier med raketter og rumfart kan NASA ikke kun bidrage med et seriøst image. Raket-specialisterne har også en god portion knowhow at tilbyde, når det gælder motor-udvikling og flyvende objekters aerodynamik.
NASA og Illinois universitetet deltager i et ambitiøst CHEETA projekt, som har fået seks millioner dollars til at undersøge mulighederne for at fremstille flymotor med brændstof-celler som afløsning for de nuværende fossile benzin-typer.
CHEETA – Cryogenic High Efficiency Electrical Technologies for Aircraft – har også deltagelse af Boeing, motor-fabrikanten General Elecrics, USA’s Air Force, University of Arkansas, Rensselaer Polytechnic Institute, Ohio State University, University of Dayton samt det berømte Massachusetts Institue of Technology (MIT).
Selvom det fælles projekt stadig kun er på koncept-niveau, har forskerne en meget stærk vision om den nødvendige teknologi og dens muligheder:
Grundlæggende drejer CHEETA sig om at bygge et fuldt elektrisk passagerfly, der bruger brændstof-celler med flydende brint til at lagre den nødvendige energi til at drive maskinen frem.. Denne metode vil spare de store batterier, der er det store problem for både elfly og elbiler.
”Den kemiske energi i brint forvandles til elektricitet via en række brændstof-celler (”fuel cells”), der driver en super-effektiv motor. Systemet udvikler næsten ingen varme og kan derfor fungere næsten uden tab undervejs. Desuden er det eneste affald vand,” forklarer Phillip Ansell. Han er leder af CHEETA projektet….
Skriv et svar