I dag er de fleste rejsende glade, hvis de overhovedet kan få adgang til et trådløst internet, når de er ude at flyve.
Hvis det tilbudte netværk ombord så er gratis, nogenlunde hurtigt og ikke har ”huller” undervejs, er er lykken gjort.
Men måske vi skal hige efter noget meget bedre. Allerede om to år skal de første passagerfly nemlig udstyres med de superhurtige 5G mobilnet.
5G taler man ellers mest om til brug nede på jorden. USA, England og Sydkorea har åbnet de første supernet. Danmark følger formentlig efter i 2020.
Kun meget få smartphone modeller kan i dag købes med 5G i, så selv for folk nede på jorden er 5G fremtidsmusik.
Ingen har dog – før nu – talt om 5G i rutefly. 4G hastighed er først kommet op i hastighed hos relativt få flyselskaber. Og medmindre man flyver Business eller First Class, skal der betales ekstra for at få adgang til fornøjelsen oppe i 12 kilometers højde.
Det amerikanske telefirma Gogo, der har specialiseret sig i at bygge netværk og ”in-flight entertainment” til luftfarts-industrien, tør alligevel komme med 5G spådommen.
Gogo vil i 2021 kunne levere 5G netværk til fly over USA og Canada. I første omgang til privatfly, forretnings-fly og mindre rutefly. De større passagerfly, som er de mest interessante, kommer nok først med i 2022.
Hvis Gogos spådom holder, vil det være første gang, at tele-udviklingen på jord og i luften foregår næsten samtidig. Normalt er flyselskaberne mange år efter de mere jordnære tele-muligheder.
Gogos nye 5G netværk skal bygges på firmaets eksisterende infrastruktur, der i øjeblikket består af 250 master og tårne i Nordamerika.
Gogo vil benytte alle frekvensbånd i 2,4 GHz området, hvilket giver den fordel, at systemet nemmere kan installeres på tværs af mange lande. Desuden kan Gogo hurtigere udnytte tekniske landevindinger hos markedets forskellige telefabrikanter.
5G vil – i hvert fald i teorien – gøre det muligt for flypassagerer at downloade egne spillefilm fra f.eks. Netflix på få sekunder.
Desuden vil de kunne spille online games, læse nyheder og ordne sociale medier i en hastighed, der kan sammenlignes med de hurtigste netforbindelser i deres hjem eller på deres kontorer….
Skriv et svar