Krydstogtskibe er dejlige, men de har desværre også deres skyggesider. De forurener meget mere, end de fleste af deres passagerer aner.
Samtidig kan også de tusinder af turister, som hvert krydstogtskib afleverer til kajs, være en belastning for mange byer og havne.
Det så vi bl.a. i sidste weekend, hvor 5.000 indbyggere fra Venedig demonstrerede mod krydstogtskibe, der sejlede helt ind midt i byen.
Det skete efter et sammenstød mellem det 65.500 tons store MSC Opera krydstogtskib og en lille færge i Venedigs befærdede Giudecca kanal. Heldigvis fik skibene kun store buler, og ingen mennesker kom til skade. Men det kunne let have endt i en katastrofe.
I København og de fleste andre havne med krydstogtskibe er det andre problemer, man slås med lokalt.
Det ene er plads til de enorme mastodonter, der kan have op til 10.000 mennesker ombord – når man medregner besætningen.
Det andet er den forurening, som krydstogtskibenes diesel-motorer sender ud i luften. Den kan i høj grad måles og mærkes, viser chokerende tal fra en ny rapport. Den viser, hvor meget skibene sviner i virkeligheden.
København er langt fra den havneby, hvor krydstogtskibene forurener mest. Men de ca. 350 skibe, der anløber den danske hovedstad i sommer-perioden, forurener altså seks gange så meget som alle Københavns personbiler, lastvogne, busser og varevogne tilsammen – på et helt år!
Tegningen er den samme – blot i forskellige niveauer – i de fleste af de populære havne, hvor miljø-organisationen Transport & Environment har foretaget sine målinger. Krydstogtskibe sviner flere gange mere end al den øvrige motordrevne trafik i byen.
Miljø-organisationen har målt den mængde SOx, som krydstogtskibene udleder, mens de er på besøg i en havn – og sammenholdt det med bilparkens forurening gennem 12 måneder.
SOx står for sulfur-oxid og er sammen med NOx (nitrogen oxid) den mest udbredte forurening fra klassiske skibsmotorer. De kører typisk på tung fuel olie, der også kendes under betegnelsen ”bunkers”.
Infografikken i denne artikel viser de europæiske havnebyer, der var hårdest belastede af krydstogtskibes forurening i 2017. Barcelona har det klart værst, men København ligger altså på en 10. plads i Europa.
Ifølge Transport & Environment fik Barcelona sendt 32.838 kilo SOx udledninger ud i atmosfæren – alene fra krydstogtskibe. Alle Barcelonas biler forurenede ”kun” mede 6.812 kilo.
I København var de tilsvarende tal 14.425 og 2.511 kilo. Det placerer den danske hovedstad på niveau med Hamborg og Las Palmas på De Kanariske Øer, når det gælder miljø-belastning fra krydstogtskibe.
Venedig, hvor protesterne mod krydstogtskibe i øjeblikket er blusset helt op, er dobbelt så belastet som København. SOx udledningen er her på 27.520 kilo fra skibene. Da Venedig ikke har mange biler, er forureningen fra den på kun 1.362 kilo SOx om året.
Retfærdigvis skal siges, at krydstogt-branchen godt er klar over, at den forurener. Men kun få rederier gør noget seriøst ved det.
At fjerne éngangs-bestik, rørepinde, sugerør og kaffekopper af plastik hjælper ikke meget i det store regnestykke.
Så virker det mere effektivt med nye filtre i udstødningen eller gå over til flydende naturgas (LNG), som flere rederier er begyndt på.
Eldrift eller hybride motorer kan også være en mulighed, som bl.a. den norske Hurtigruten satser meget på med sin nye generation af krydstogtskibe.
Transport & Environment med base i Bruxelles er i øvrigt en seriøs organisation, der arbejder for renere transport i 25 europæiske lande.
T & E har 60 medlemmer, der alle er nationale non-profit organisationer med interesse i transport, miljø og de sundheds-mæssige aspekter af transport. Fra Danmark er Noah medlem….
Skriv et svar