Det er vel næppe nogen overraskelse, at et par uger sommerferie kan gøre underværker på stress, humør og velbefindende. Især, hvis ferien er fin, og man slipper for problemer undervejs.
Nu viser en ny videnskabelig undersøgelse fra USA, at det er direkte godt for hjertet at rejse på ferie. Den fremmer stofskiftet og dermed i sidste ende hjertets sundhedstilstand.
Især kan forbedringer måles på de mennesker, der tager på ferie flere gange om året. Med andre ord – sommerferie er godt. Flere ferier endnu bedre.
Den nye viden stiller sig op i rækken af de efterhånden mange undersøgelser, der er dukket op med i de seneste par år med feriers sundhedsmæssige konsekvenser som tema.
Det er velkendt – bare se det på jer selv – at perioder borte fra det daglige trummerum på arbejdspladsen er en lise for ens sind og mentale velbefindende. Nogle mennesker oplever ligefrem mindre depression og angst.
Den nye forskning fra Syracuse University i New York påviser imidlertid, at feriers fordele ikke er begrænset til psyken. De påvirker også fysikken positivt.
Forskerne sammenholdt en række testpersoners sundheds-tilstand med antallet af ferierejser, som de havde mulighed for at holde hvert år. Resultatet skal entydigt pege på bedre stofskifte og et hjerte, der banker bedre. Medicinsk kalder forskerne det forbedringer i metabolisme og en nedsættelse af det metaboliske syndrom.
Metabolisk syndrom er en livsstils-sygdom, der hænger sammen med overvægt, højt blodtryk, stress og forhøjet niveau af kolesterol i blodet. Ifølge Sundhed.dk kan den også give nedsat følsomhed for insulin.
I begyndelsen mærker man ikke noget, hvis man har et metabolisk syndrom. Når følge-virkningerne begynder at opstå, kan de typisk give en federe talje, øget blodsukker med diabetes og symptomer på åreforkalkning med hjertekramper og slagtilfælde.
Det taler jo virkeligt for at tage på ferie flere gange om året. Rene vitaminer til rejsebranchen.
Bryce Hruska, der er en af forskerne bag analysen, forklarer:
”Den gode ting er, at de fleste mennesker har adgang til ferie flere gange om året. Den dårlige, at op imod halvdelen ikke udnytter fridagene til at holde rigtigt fri og f.eks. rejse bort.”
”Vores forskning viser, at folk vil få følbare forbedringer af deres helbred, hvis de udnyttede den fordel mere, som de har i ferie”.
Nu er den nye undersøgelse amerikansk, og i USA holder mange ikke mere end en 14 dages ferie om året – og den er ikke engang betalt som i Danmark.
I teorien burde det jo betyde, at danskerne med deres seks ugers ferie burde have en generelt bedre sundheds-tilstand. I hvert fald når danskerne husker at tage hjemmefra på deres sammenhængende fridage….
Skriv et svar