Vi har åbenbart været tættere på den næste Mellemøsten krig, end selv de værste pessimister havde frygtet.
10 minutter før USA’s angreb på Iran trådte præsident Trump på bremsen. Angiveligt, fordi han frygtede amerikanske tab på 150 mand i forbindelse med den planlagte krigshandling.
I første omgang skal verden med skrækken, men faren for krig er langt fra overstået – bare fordi Donald Trump har aktiveret Pause knappen for en stund.
Derfor omdirigerer mange flyselskaber i dag deres maskiner, så de flyver i en bue uden om det betændte område øst for den arabiske halvø.
USA forbød i går amerikanske flyselskaber at benytte det luft-område, der kontrolleres af Iran. Det samme gør selskaber fra en række andre lande. I mere eller mindre grad.
Iran ligger centralt placeret i Mellemøsten, og mange ruter mellem Europa og Asien går hen over det store land. Ændringer i fartplaner kan derfor betyde længere flyvetid og forsinkelser.
Det mest betændte område er Oman-bugten og Hormuz strædet op til den Persiske Bugt mellem den arabiske halvø og Iran. Det er tæt på meget befærdede lufthavne i f.eks. Dubai, Abu Dhabi og Doha i Qatar.
Tyske Lufthansa flyver f.eks. fortsat til Irans hovedstad Teheran, men undgår helt at komme i nærheden af landets kystområder mod vest.
Australske Qantas meddelte i dag, at selskabet justerer sine flyruter, så de ikke passerer hen over den mulige krigszone. Det samme siger Malaysian Airlines.
Singapore Airlines, British Airlines og hollandske KLM undlader for en sikkerheds skyld at flyve over dele af Iran, mens flyselskaber fra USA og Japan helt holder sig fra at passere over iransk territorium….
Skriv et svar