Normalt hører man om, at Norwegian er det største lavpris-selskab på de lange ruter fra Europa til USA.
I den forbindelse er nordmændene bl.a. blevet kåret som det største ikke-amerikanske flyselskab i lufthavnen i og omkring New York.
Nu ser det også ud til, at Norwegian har erobret en ”størst” position i Europa. Nemlig på flytrafikken mellem Skandinavien og Spanien. En af de mest populære trafikveje i luften her i sommer-halvåret.
Ifølge AENA, der står for driften af de spanske lufthavne, erobrede Norwegian førstepladsen på ruter fra Island i april måned.
Norwegian har imidlertid ekspanderet så meget i forbindelse med sommer-fartplanernes indførelse at nordmændene nu er den klart største transportør af flypassagerer fra hele Norden – herunder også Danmark.
Norwegian har således en markedsandel på 43 pct. af fly-ankomster fra Skandinavien til spanske lufthavne. Det er både Norwegians egen flyruter og de mange charter-afgange, som det norske lavpris selskab flyver for rejsebureauer og rejse-arrangører.
Norwegian fragtede sidste år 5,35 millioner passagerer mellem Norden og Spanien. I år bliver det formentlig endnu flere, fordi selskabet for nylig har åbnet to nye Spanien-ruter fra Danmark – København til Fuerteventura og Billund til Gran Canaria.
Norwegian har denne sommer 65 direkte ruter mellem skandinaviske og spanske lufthavne. Desuden beflyver nordmændene også flere indenrigs ruter i Spanien. På den måde kan man nemt kombinere flere spanske destinationer med samme flyselskab.
Norwegian har været det største flyselskab mellem Spanien og Danmark siden 2011. Her opererer nordmændene 18 egne ruter:
- Fra København (CPH) er det Madrid, Malaga, Alicante, Ibiza, Mallorca, Tenerife, Gran Canaria, Fuerteventura og Barcelona.
- Fra Aalborg (AAL) Malaga, Gran Canaria, Alicante og Mallorca.
- Og fra Billund (BLL) flyver Norwegian til Malaga, Alicante, Mallorca, Gran Canaria og Barcelona.
Norwegian oplyser i øvrigt, at der stadig er billetter at få her i juli. Hvis man er heldig, er det sågar muligt at finde billige billetter midt i højsæsonen….
Skriv et svar