Ophold og ventetider i lufthavne kan være ret trættende. Mange synes f.eks, at det ikke ligefrem er oplivende at sidde og kigge på tusinder af passagerer, der slæber rulle-kufferter frem og tilbage – og engang imellem har svært ved at holde deres små børn i ro.
Københavns Lufthavn gør en stor indsats for at forvandle ventetiden til en nyttig eller i det mindste behagelig oplevelse. Det lykkes ganske godt, hvad en stribe af internationale awards taler deres tydelig sprog om.
Senest er Mikkellers lille øl-oase blevet kåret som ”Airport Bar of the Year”. Altså det bedste sted i verdens lufthavne at tanke op med et godt glas øl.
Ud over at have verdens bedste lufthavns-bar kan København også kalde sig Europas bedste i kategorierne ”New Food Hall”, ”Offer of the Year” og ”Sense of Place.”
Den sidstnævnte pokal er givet, fordi Københavns Lufthavn er bedst til at skabe originale mad-oplevelser i tråd med den lokale kultur og atmosfære.
De flotte udnævnelser kom forleden ved FAB Awards uddelingen i Dallas i Texas. FAB hylder det bedste inden for rejserelaterede spiseoplevelser verden over med fokus på personlighed, kreativitet og innovation.
Siden 2013 har Københavns Lufthavn vundet priser til de årlige FAB Awards, og ved prisuddelingen i år var lufthavnen nomineret i fem kategorier og vandt fire af dem.
Den nye award er med til at gøre de danske Mikkeller øl endnu mere kendte ude i verden. I hvert fald blandt flyvende øldrikkere:
“Det har i mange år været en drøm at åbne en Mikkeller Bar i Københavns Lufthavn. Derfor var det også vigtigt, at baren skilte sig ud – både kvalitetsmæssigt og designmæssigt – og viste en ny måde at lave lufthavnsbarer på,” siger en glad Mikkel Borg Bjergsø. Han er manden bag Mikkeller.
Det har længe været et strategisk fokus for Københavns Lufthavn at sikre et unikt udvalg af lokale og internationale restauranter for de 30 millioner passagerer, der hvert år rejser gennem lufthavnen.
FAB-priserne bliver uddelt af Moodie Davitt Report og branchemediet The Foodie Report, der er en del af den britiske forlagskoncern Moodie.
Sccchhkålll….
Skriv et svar