Hvis I skal rejse til London i de kommende uger – eller bruger Europas største lufthavn Heathrow som springbrædt videre i ud i verden – er det en god idé at holde øjne og ører åbne.
4.000 ansatte i lufthavnen har nemlig besluttet at gå i strejke i tre omgange. Arbejds-nedlæggelserne ventes at ramme en million flypassagerer.
De tre datoer, man skal være opmærksomme på, er fredag og lørdag den 26./27. juli, mandag og tirsdag den 6./7. august og fredag og lørdag den 23./24. august.
London har fem internationale lufthavne, og flyselskaberne vil naturligvis forsøge at flytte så mange afgange som muligt fra Heathrow til f.eks. Stansted eller Gatwick.
Det behøver imidlertid heller ikke at være en god ídé:
Ansatte i Stansted har nemlig varslet en 17 dages strejke, der skal begynde torsdag den 25. juli. Dertil kommer trusler om strejke i London Gatwick – også her i sommer.
De godt 4.000 medlemmer af fagforeningen Unite i Heathrow lufthavn er utilfredse med deres løn. Berørt af strejken er bl.a. sikkerhedsfolk, teknikere og passager service personale. De mener ikke, at en stigning på 2,75 pct over halvandet år er nok.
Unite fagforeningen siger, at strejkerne ”potentielt kan lukke Heathrow helt ned”. Ganske rigtigt. Hvis de andre strejker bliver til noget, kan man vel godt sige, at hele London bliver blokeret for lufttrafik.
Midt i valget af en ny premier minister efter Theresa May og datoen for Brexit nærmer sig, er strejke-varslerne i landets største lufthavne det sidste, som Storbritanniens regering har lyst til at kæmpe med.
Strejkerne er derfor blevet et politisk ømt emne, og landets transport minister Chris Grayling har været ude på tv med opfordringer til Heathrow medarbejderne om at tænke sig om en ekstra gang, inden de ødelægger folks sommerferie.
Den første strejke-weekend falder nemlig sammen med starten på skolernes sommerferie i store dele af Storbritannien.
Dertil kommer naturligvis de hundrede-tusindvis af udenlandske flyrejsende, som bruger Heathrow. Den har årligt 80 millioner passagerer og er bl.a. verdens største transit-lufthavn….
Skriv et svar