Boeing befinder sig i sit livs krise, efter at hundreder af 737 MAX passagerfly har fået startforbud. Årsagen er angiveligt software-fejl i en styrecomputer, der i værste fald kan få flyet til at styrte ned.
Mens Boeing har travlt med at rette fejl og prøve at gen-oprette et totalt smadret image ved at udbetale dollar-erstatninger til de efterladte fra to fatale 737 MAX flystyrt, har europæiske Airbus kunnet agere i nogenlunde ro – og under masse-mediernes radar.
Airbus kan uden tvivl også lukrere på Boeings krise. Selvom det stadig er begrænset, hvor mange flyselskaber der er hoppet fra Boeing til Airbus, kan man på salgstallene for første halvår af 2019 tydeligt se en trend.
Måske den lykkelige tilstand nu er slut for Airbus. I hvert fald har teknikere fra den europæiske luftfarts-kontrol EASA fundet mulige fejl – også hos de europæiske passagerfly.
Den skal være gal med styrecomputerne på Airbus’ seneste nye A321 Neo model, der (tilfældigvis) er en direkte rival til Boeings kriseramte 737 MAX.
Ifølge EASA ligger risikoen i computere, der styrer haleror og sideror på Airbus flyene. I værste fald kan piloter opleve ”indskrænkede kontrol-muligheder”, som EASA advarer om i en flyve-dygtigheds-rapport. Den blev udsendt i går.
”Under uheldige omstændigheder og i forbindelse med bestemte manøvrer i luften kan fejlen tvinge flyet ind i en for stejl vinkel,” beskriver rapporten.
Den understreger samtidig, at fejlen kun er opdateret i nogle enkelte A321 Neo fly – og at ingen flyselskaber har oplevet kritiske episoder med maskinerne.
Modsat Boeing har Airbus reageret lynhurtigt på kritikken. Betjenings-manualen til A321 er allerede ændret, sådan at piloter ved, hvad de kan gøre manuelt, hvis flyet ikke makker ret.
Netop den manglende information til piloterne betragtes som en af årsagerne til, at en Boeing 737 MAX styrtede ned hos Lion Air i Indonesien i oktober sidste år og hos Ethiopian Airlines i februar. 346 mennesker blev dræbt ved de to ulykker.
EASA har stort set samme funktion i Europa, som FAA (Federial Aviation Administration) har i USA. Begge udsteder bl.a. flyve-tilladelser. Uden dem må flyselskaber ikke lette med de pågældende flytyper.
Både FAA og EASA føler politikernes og offentlighedens ånde i nakken. Flere gange er der således blevet rejst tvivl om, hvor godt myndighederne nu tjekker de nye fly. I
Boeings tilfælde blev det afsløret, at flyfabrikken fik lov til at teste sine fly selv. Bagefter satte FAA pr. rutine sit godkendelses-stempel på.
EASA er tilsvarende blevet angrebet for at have kendt til problemer med Boeing 737 MAX længe før de to fatale styrt – men bare ikke havde grebet ind.
I går sendte EASA en advarsel ud til alle flyselskaber i Europa, som bruger Airbus A321 Neo. Advarslen kaldes for et ”Airworthiness Directive” og beskriver, at flyet har en fejl, der kan føre til reduceret kontrol i helt specielle og ekstreme situationer.
EASA (European (Union) Aviation Safety Agency) har ikke fundet fejlen alvorlig nok til, at Airbus A321 Neo skal have start-forbud, ligesom konkurrenten Boeing 737 MAX har fået det.
Til gengæld skal flyselskaberne inden udgangen af august have foretaget de rettelser i systemet, som Airbus har udsendt guidelines. Desuden skal alle piloter informeres i detaljer om ændringerne.
EASA understreger dog samtidig, at rettelserne er ”foreløbige forholdsregler”. EASA udelukker dermed ikke, at der kunne komme stramninger senere, hvis flere fejl blev opdaget. I værste fald kan Airbus opleve samme start-forbud som Boeing lige nu.
Flere internationale fly-medier skriver, at Airbus’ svage punkter mellem cockpittets kontrol-software og flyenes højderor kan minde en smule om Boeings problemer med 737 MAX flyene og deres såkaldte MCAS computer.
Det betragtes efterhånden som bevist, at MCAS var den hovedskyldige i de to flystyrt med MAX maskinerne.
Hos Boeing skal sensorer have leveret fejl-agtige data til MCAS computeren, der så har vinklet flyet forkert i luften. Maskinens næse blev automatisk trykket ned, så det begyndte at styrte….
Skriv et svar