Selvom vi har en tilbøjelighed til at dele verden op i to, når vi taler og skriver om store fabrikanter af passagerfly, er det ikke helt korrekt.
Boeing holder ganske rigtigt det meste af sin produktion i USA, selvom man f.eks. også har en fabrik til løsdele i USA.
Airbus derimod er efterhånden blevet en verdensborger. Den europæiske fly-gigant har således samle-fabrikker i både Kina og USA.
En simpel nødvendighed for at kunne få ordrer fra amerikanske og kinesiske flyselskaber, der i stigende grad bliver politisk styret.
Airbus har længe bygget sin bestseller familie A320 på en stor fabrik i Mobile i Alabama. Den får nu følgeskab af lillebror A220.
Det første Airbus A220 med amerikansk pas ventes at gå til Delta Air Lines om senest et par måneder. Lige efter kan også lavpris-selskaberne JetBlue og Moxy hente deres nye maskiner i Alabama.
For A220 bliver det en slags hjemvenden. Inden Airbus købte CS100 flytypen af Bombardier i oktober 2017, blev de relativt små jetfly fremstillet i Canada.
Airbus omdøbte hurtigt flyet til A220 og brugte sit store marketing maskineri til at sætte gang i salget. Det er lykkedes ovenud godt og må være en torn i øjet på ærkerivalen Boeing.
Med en kapacitet på mellem 100 og 133 passagerer placerer A220 sig i et marked under Airbus A320 og Boeing 737, som de to flygiganter ellers har ignoreret gennem mange år.
I dag kigger flyselskaberne mere end nogensinde før på drifts-omkostningerne, og her har A220 gode kort på hånden.
Desuden passer det lille passagerfly til mindre lufthavne, der ikke har passagerer nok til de større og mere udbredte flytyper. Det er noget, som især lavpris selskaber kan li’.
Airbus vil samle op til 50 A220 fly om måneden på sin amerikanske fabrik. Målgruppen er selvsagt USA’s egne flyselskaber.
I forhold til præsident Trumps protektionistiske ”America First” politik vil det sikkert også hjælpe, at den nye A220 produktion skaber mindst 400 nye arbejdspladser i Mobile.
Airbus vil gerne sælge 3.000 A220 maskiner i de kommende år. Størstedelen ventes at gå til USA, hvor de lokale flyselskaber har verdens tætteste net af ruter. Mange mellem relativt små byer.
Airbus rider i øvrigt på en positiv bølge for tiden, mens det går rigtig skidt for Boeing. Sidstnævnte taber i øjeblikket milliarder på startforbuddet mod 737 MAX flyene.
Til gengæld sælges Airbus’ konkurrerende A320 familie som varmt brød. Airbus hyrer i øjeblikket 1.000 ekstra medarbejdere til sin fabrik i Hamborg, hvor der nu vil være 14.000 ansatte….
Skriv et svar