”I kan godt kigge jer om efter andre havne at besøge. Vi vil ikke have jer længere.”
Sådan nogenlunde lyder den nyeste udmelding fra Venedig til de store krydstogt-rederier, der hver dag sender flydende kæmpeskibe ind midt i den flydende by.
Venedig har truet med det flere gange, men indtil nu er det blevet ved de store ord. Manglende opbakning fra ministeriet i Rom og hyppigt skiftende regeringer i Italien har hele tiden skubbet en beslutning.
IIølge flere store engelske medier har den italienske trafikminister Danilo Toninelli meldt ud, at antallet af krydstogtskibe i Venedigs centrum vil blive skåret drastisk ned fra den 1. september.
I første omgang omfatter forbudet store krydstogtskibe på over 40.000 tons. Senere kommer turen også til de mindre. Målet er, at alle krydstogtskibe skal væk fra selve Venedig.
Her kan man dagligt se skibe, der er højere end selv de højeste bygninger i den gamle havneby. Det ser helt grotesk ud, når krydstogt-kæmperne passerer tæt på Markuspladsen og får Venedigs traditionelle gondoler til at ligne myrer.
I 2020 skal en tredjedel af alle krydstogtskibe være forsvundet fra Venedig. De kan i stedet lægge til i de to private havne-terminaler Fusina og Lombardia. De ligger inde på det italienske fastland, men stadig ud til Venedigs lagune.
Krydstogt-industrien er selvfølgelig ikke glad for den italienske trafikminister udtalelser, som I kan se i en Facebook video her.
Rederiernes forening Clia Europe skriver i en kommentar, at der slet ikke er tale om en udsmidning. Ifølge Clia har ministeren kun annonceret, at han vil oprette en arbejdsgruppe, der skal se på alternative havne nær Venedig. Arbejdsgruppen er hverken besluttet eller sammensat.
Men tilbage til fænomenet krydstogtskibe i Venedig:
En ting er det rent visuelle, når de store giganter invaderer Venedig. Noget andet er risikoen for havari og alvorlige ulykker.
Det var f.eks. meget tæt på i juni, da et stort skib fra MSC Cruises kom ud af kontrol, da det skulle lægge til kajs inde i Venedigs havn. Her stødte sammen med et lille udflugtsskib. Fire mennesker blev kvæstet.
Dertil kommer de miljø-skader, som krydstogtskibene er skyld i. Når de kommer sejlende, skaber de så store bølger, at de gamle huses sokler bliver under-minerede. Desuden forurener skibene, ligesom de også gør i andre havne, de besøger.
Venedigs bycentrum er for længst erklæret som verdens-kultur-arv af FN, men det er ikke nok. Venedigs borgmester Luigi Brugnaro har derfor krævet af UNESCO, at hans by får status af særligt truet kultur-sted.
Det skete dog ikke ved UNESCO’s seneste internationale samling, der blev holdt i Aserbadjan forleden. Til stor fortrydelse og vrede i Venedig….
Skriv et svar