Hvis I følger Trends & Travel regelmæssigt, vil I vide, at bloggen hver måned bringer Top-10 lister over de mest punktlige flyselskaber i Europa.
Disse populære statistikker giver et øjebliks-billede af, hvem der har styr op sine tider. De viser ikke, om det går fremad eller tilbage i luftfarten, når det gælder om at starte og lande til tiden.
Den oversigt kan vi vise i dag. Det engelske svar på danske Tænk – Which? – har nemlig undersøgt præcisionen over de seneste fem år.
I den forbindelse har Which? Indsamlet data fra ti millioner flyafgange i Storbritannien fra 2014 til 2018. Informationerne er engelske, men de giver et fingerpeg om, hvordan situationen ser ud i hele Europa.
Alle målte flyselskaber og lufthavne har nemlig internationale ruter til andre lande. Desuden er der sikkert mange danskere, som har været en tur rundt hos flere af de nævnte selskaber, når de var på rejse i England.
Lad os tage den overordnede konklusion først: Punktligheden er forværret markant i de seneste fem år, konkluderer Which?
Med andre ord er millioner af passagerer blevet forsinket og måske ikke nået frem til deres aftale. Værst af alt: Forsinkelserne bliver stadig værre.
Alene i 2018 har otte af Englands ti største flyselskaber haft en stigning på en time i forsinkelser. Det gik alene ud over 17 millioner passagerer.
Det store og indflydelses-rige forbruger medie mener, at en del flyselskaber og lufthavne slet ikke er fulgt med i væksten af flyafgange. De har ikke længere ressourcerne, som er nødvendige for at håndtere den voksende trafik.
Resultatet er ikke kun tidmæssige gener for passagererne. Forsinkelser kan også koste kroner og ører, når de rejsende misser de fly og tog, de skulle have været videre med.
Ifølge Which? er antallet af forsinkelser på over en time mere end fordoblet hos Ryanair i de seneste fem år. Fra tre pct. i 2014 til næsten otte i 2018.
Lavpris-konkurrenten easyJet gør det ikke bedre. Her er antallet af forsinkelser på mndst 60 minutter steget fra knap fem til nu næsten ni pct.
Det samme kan siges om Wizz Air, hvor forsinkelserne gik fra tre pct for fem år siden til i dag over seks pct.
Hos de engelske lufthavne er London Stansted den største synder. Over dobbelt så mange afgange var forsinket med over en time end i Englands største lufthavn – Heathrow.
Heathrow er også Europas største lufthavn, og her han man åbenbart godt styr på tiderne. Kun fire pct. af flyene fra Heathrow kom afsted med mere end en times forsinkelse.
Selvfølgelig er der også undskyldninger og forklaringer på det stigende antal forsinkelse i lufttrafikken over Storbritannien. Den skyldes ikke kun strejker, som engelske flyselskaber rammes af i øjeblikket.
Ryanair og easyJet har f.eks. øget deres antal afgange med mellem 30 og 70 pct. siden 2014. Tilsvarende er Stansted gået fra 20 til 25 millioner passagerer, mens Heathrow ikke har haft en nævneværdig fremgang på det punkt.
Mens flyselskaber som Ryanair ofte skubber skylden for forsinkelserne over på flyvelederne, der dirigerer lufttrafikken over Europa, siger Eurocontrol det præcist modsatte til Which?
Eurocontrol, der styrer den internationale trafik på luftens motorveje over Europa, siger, at flyselskaberne kan ”blames” for forsinkelserne i de fleste tilfælde.
At det kan lade sig gøre at blive mere punktlig trods øget trafik, dårligt vejr, flyveleder problemer osv, viser British Airways.
Ifølge tallene fra Which? er antallet af forsinkelser på over en time faldet fra 4,7 pct. i 2014 hos British Airways til i dag under 4,5 pct.
Det mest præcise flyselskab af alle i engelsk luftrum er KLM. Det hollandske flyselskab havde kun 1,8 pct. forsinkelser i 2018 på over en time. Lavt, men trods alt 0,3 pct flere end for fem år siden.
Skriv et svar