Danmarks fjerde-største charterselskab Bravo Tours har måttet shoppe lidt til højre og venstre, siden rejse-udbyderens faste flyselskab Primera Air gik konkurs i begyndelsen af 2018. Både Bravo og Primera havde samme islandske ejere.
I dag blev der sat faste vinger på Bravo Tours’ ferierejser fra Nordjylland. De får alle Danmarks seneste nye flyselskab – Great Dane Airlines – som transportør.
Great Dane Airlines skal primært flyve Bravos chartergæster med udgangspunkt i Aalborg, men det lille flyselskab skal også hjælpe rejseselskabets ture fra København og Billund.
Ifølge Bravo Tours’ administrerende direktør Peder Hornshøj har kontrakten med Great Dane en værdi af over 100 millioner kroner. Bravo bliver samtidig flyselskabets største kunde.
Great Dane Airlines gik på vingerne første gang i juni, og Bravo har været med lige fra begyndelsen. Great Dane råder over et mindre antal Embraer ERJ 195 maskiner med plads til 118 passagerer.
De er alle lakeret i hvidt og med en karakterisk hale som et Dannebrogs flag. Man skal være ret blind for at tage fejl af sin maskine, når man skal på ferie med Bravo.
Det nordjyske flyselskab kommer til at flyve til alle Bravos rejsemål fra Aalborg fra sommer-sæsonen 2020. Bravo kommer til at sidde fast på to af Great Dane Airlines’ fly.
Destinationerne, der er tale om, er Mallorca, det sydlige Italien, Azorerne, Kos, Rhodos, Kreta, Costa de Almeria, Alanya og Golden Sands….