SAS har vældig travlt med at polere sit grønne image i en tid, hvor flyselskabet udfordres af Greta Thunberg, svenskernes ”flygg skam” og en hel vestlig verdens fokus på passagerflyenes forurening og CO2 belastning.
I sammenligning med sine konkurrenter har SAS været hurtig på aftrækkeren. Som det første af de større flyselskaber i Europa tilbød SAS således at klima-kompensere alle sine ungdoms-billetter og senerehen også billetterne hos sine Eurobonus medlemmer. Tilsammen er det en pæn stor procentdel af alle de flyrejser, som SAS sælger.
Næste trin var et samarbejde med flyfabrikken Airbus om at udvikle fremtidens passagerfly, der formentlig drives frem af elmotorer. Måske bliver der tale om hybride motorer, som vi også kender dem fra moderne biler. I fly vil det være med delvis eldrift og delvis bio-brændstof.
Bio-benzinen står også i centrum hos SAS tredje større klima-tiltag. Det går ud på, at rejsende fremover kan tilkøbe det mere miljø-rigtige brændstof, når de bestiller deres flybillet.
Nu skal man ikke lige forestille sig, at der står en mand ude på flyets vinge med en stor dunk bio-brændstof og en passagerliste – og han så hælder det ikke-fossile benzin i efter, hvor mange rejsende der har tilkøbt bio’en.
Den købte mængde bio-brændstof vil ikke nødvendigvis blive benyttet på præcis den afgang, som den rejsende har købt en billet til. Det vil i stedet blive brugt til til at udskifte fossilt brændstof med den tilsvarende mængde bio i SAS’ generelle operationer.
SAS har i den forbindelse udviklet en model, hvor rejsende på hver flyvetur kan købe 20-minutters blokke med biobrændstof. Lige nu er prisen 70 danske kroner pr. blok.
På en flyvetur af en times varighed svarer en 20-minutters blok med bio-benzin til 33 pct. af det gennemsnitlige brændstof-forbrug per passager på en almindelig flyvetur. Hvis rejsende ønsker biobrændstof til hele flyveturen, kan de købe tre blokke.
SAS fortæller, at selskabet ikke tjener penge på bio-bidraget fra sine kunder. Bidragene fra de rejsende er et supplement til det bio-brændstof, SAS allerede køber.
Bio-brændstof reducerer CO2-udledningen med op til 80 pct. sammenlignet med traditionelt fossilt flybrændstof. Initiativet er vigtigt for at gøre flyvning mere bæredygtig og for at indfri SAS’ mål om at mindske CO2– udledningen med 25 procent i 2030.
I øjeblikket produceres der slet ikke nok bio-benzin i verden til at gøre det økonomisk konkurrence-dygtigt i forhold til kerosin, som er et andet navn for flyenes brændstof. Prisen er i øjeblikket tre-fire gange højere pr. liter.
SAS anvender udelukkende bio-brændstof fra kilder, der ikke påvirker adgangen til drikkevand. De skal sikre biodiversiteten og optage et så lille land-areal som muligt. På den måde går det ikke ud over marker med afgrøder, som anvendes til fødevare-produktion,.
Bio-brændstoffet leveres til SAS i København, Stockholm og Oslo. Alternativt kan det også ske til lufthavne, der ligger tæt på bio-produktions-anlægget.
Lovgivningen tillader, at der anvendes op til 50 pct. bio-benzin på en flyvning, Alle SAS-fly er forberedt på at blande blande almindeligt fossilt brændstof og bio-benzin.
SAS har prøve-fløjet det nye klima-initiativ siden i sommers. Det er gået rigtig godt og har fået positiv respons fra mange rejsende. Derfor ruller SAS nu bio-billetterne ud på alle sine afgange.
SAS-rejsende kan købe biobrændstof i forbindelse med, at de bestiller flybilletter eller på et vilkårligt tidspunkt før afgang via ’Manage my booking’ på deres SAS app eller på SAS’ hjemmeside….
Skriv et svar