I lang tid har Europas største lavpris-selskab – Ryanair – været en trofast støtte for Boeing.
Selv i perioder med voldsom modvind hos Boeing har Ryanair med sin ellers ofte kontroversielle topchef Michael O’Leary kun talt positivt om den amerikanske flyfabrikant.
I foråret udtalte O’Leary således bramfrit, at han da gerne ville flyve med Boeing 737 MAX> maskiner og tage familien med. Hvis han kunne, ville han såmænd også bestille langt flere end de 210 maskiner, Ryanair allerede har sikret sig.
Nu begynder fløjten imidlertid at få en anden lyd. Selv super-loyale Ryanair er blevet træt af ventetiden på Boeing 737 MAX fly.
MAX har haft start-forbud siden marts, efter at to maskiner af flytypen styrtede ned og dræbte 346 mennesker.
Bekymret for fremtiden
Ryanair nåede ikke som andre flyselskaber at få leveret MAX maskiner, inden det gik galt. Derfor har Ryanair ikke hidtil været så hårdt ramt som f.eks. konkurrenten Norwegian, der har 18 MAX fly, som ikke må gå i luften med passagerer ombord.
På den netop afholdt generalforsamling hos Ryanair erkendte Michael O’Leary nu nærmest offentligt, at hans flyselskab har problemer og er bekymret for fremtiden.
Ryanair frygter nemlig, at selskabet ikke vil få nye fly mere i år. De første 737 MAX skulle være ankommet i august. De kommer heller ikke i oktober, som Ryanair tidligere har antydet. Nok heller ikke inden nytår. Måske snarere først i marts eller april.
Bliver det tilfældet, kan Ryanair blive nødt til at stoppe sin planlagte ekspansion yderligere. Ganske enkelt fordi selskabet ikke har maskiner til at flyve på de nye ruter.
Den første nedskæring meddelte Ryanair i juli. Da havde flyselskabet 500 piloter og 400 kabine-medarbejdere for meget. De står alle til fyring her i efteråret eller lige efter nytår.
Med de seneste dystre udsigter for MAX’ernes ankomst vil Ryanair strege 600 nye stillinger, der ellers allerede var planlagt. Lige nu bliver mellem 500 og 700 ansatte nok blive fyret, sagde Ryanair topchefen ved generalforsamlingen.,
Han understregede samtidig, at Ryanair har stoppet sine normale forudbetalinger til Boeing for nye fly. I stedet forhandler Ryanair med Boeing om økonomisk erstatning.
Danmark er også berørt
Ryanairs nedskæringer rammer bredt i hele Europa – også i Danmark, hvor det irske flyselskab ellers har øget sine aktiviteter meget i de seneste par år.
Ryanair lukker således sin rute fra København til Tenerife fra den 3. januar. Også ruten fra København til Londons lille Southend lufthavn stopper – nemlig fra den 26. oktober.
Desuden skærer Ryanar ned på sine ruter fra København til Edinburgh, Dublin, Malaga, Milano og Madrid. Der er dog kun tale om mindre nedjusteringer.
Nedskæringer betyder strejker
Ryanair er Boeings største kunde i Europa. Lavpris-giganten har i øjeblikket 450 Boeing 737 maskiner og skulle efter planen have fået 30 af de nye 737 MAX modeller i 2020.
Nedskæringerne har naturligvis skabt uro hos Ryanairs personale. Flyselskabet lukker således flere af sine baser i bl.a. Spanien, hvilket har ført til strejker og arbejds-nedlæggelser.
Problemerne med 737 MAX kommer på et irriterende tidspunkt for Ryanair. Ikke kun må flyselskabet opgive sine vækst-ambitioner. Ryanair slås også med sine piloter i England og Irland. Piloterne i England har dog her i weekenden aflyst deres planlagte fem dages strejke for at fremme mulighederne for en forhandlings-løsning.
Godkendelser tager tid
Boeing selv prøver at virke optimistisk udadtil, selvom MAX skandalen har kostet den amerikanske flygigant milliarder af dollars.
Boeing siger fortsat, at man regner med at se MAX flyve igen i oktober. Det tror ingen andre på længere. Og slet ikke hos de amerikanske luftfarts-myndigheder FAA, der skal godkende Boeings forbedringer af passagerflyet.
Selvom FAA skulle give grønt lys inden længe, kan det vare måneder, inden Boeing 737 MAX fly kommer i rutefart igen.
Dels skal forbedringerne bygges ind i eksisterende maskiner, der står ude hos flyselskaberne. Dels skal piloter omskoles til de nye funktioner i flyet. Og dels vil luftfarts-myndigheder rundt omkring i verden tjekke de forbedrede MA-fly efter i alle ender og kanter. Det er ikke længere nok, at amerikanerne har godkendt flyet.
Boeing har droslet sin produktion af 737 MAX ned, men vil ikke udelukke, at den stoppes helt – hvis godkendelsen trækker i langdrag.
Imens hober nye 737 MAX maskiner sig op omkring Boeings fabrikker. Selv de ansattes p-pladser til biler er blevet inddraget til at stille fly, som Boeing ikke må aflevere til flyselskaberne….
Skriv et svar