Hvis I ligesom jeg kan synes, at mange hoteller er lidt for anonyme og ensartede, er der selvfølgelig hjælp at hente.
Man skal blot grave lidt dybere på de store rejse-søgemaskiner eller læse nogle flere blog-indlæg hos troværdige influencere eller online media.
I samarbejde med eksperter fra hotels.com har Trends & Travel fundet frem til tre ikke helt almindelige overnatnings-muligheder i Tyskland, England og USA.
For alle tre gælder, at de fokuserer på god mad og drikke. Ikke nødvendigvis restauranter i den dyre Michelin klasse, men snarere spisesteder med et lokalt kolorit og deres helt egne kulinariske specialiteter:
Medister i Tyskland
München holder i øjeblikket verdens største byfest – Oktoberfest. Den tiltrækker millioner af gæster fra nær og fjern, men kan også være en for stor mundfuld. Både pris- og volumen-mæssigt.
I meget mindre skala kan man nyde de ægte tyske pølser på Bratwurst hotel i den lille bayerske by Georgensgmünd.
Hotellet er ærketysk og pølse-agtigt hele vejen igennem. For at føle sig helt hjemme bør man nok iføre sig Lederhosen som mand eller en Dirnl kjole som kvinde. Så smager den store fadøl endnu bedre.
Værelser på Bratwursthotel fås fra ca. 730 kroner pr nat.
Hotel fuldt af chokolade
Hvis lysten mere går mod det søde end det krydrede med stærk sennep, skal man udskifte Bayern med Chipping Campden i det sydvestlige England.
Her ligger Three Ways House Hotel. Det er medlem af den officielle Pudding Club og er derfor rigtig god til at forkæle sine gæster med desserter,
Hvis man er chokolade-elsker, bør man tage den store dessert-omgang, der byder på syv slags budding. Klarer man sig igennem denne kalorie-bombe, bliver man udstyret med et officielt certifikat.
En overnatning på Three Ways House Hotel koster fra ca. 370 kroner. Budding ekspeditionen skal betales ekstra.
Bajere døgnet rundt
Her på Trends & Travel har vi flere gange tidligere omtalt verdens første hotel, der er integreret i et fungerende bryghus. Eller er det omvendt?
DogHouse Hotel & Brewery hører til en engelsk bryggeri-kæde, men er altså placeret i USA. Nærmere betegnet i delstaten Ohio og byen Canal Winchester.
Ølbryggeriet ligger i stue-etagen, hvor der også er et ølmuseum. Hotellet er placeret på etagerne oven på, og her skal man naturligvis ikke undvære øllet.
Dels kan man være sikker på, at man har duften af malt og byg i næsen overalt. Dels udstyrer DogHouse Hotel mange af sine værelser med egne fadøls-haner.
Prisen pr. overnatning ligger typisk på ca. 1.360 kroner….
God tur, god appetit og schkålll….
Skriv et svar