Siden det islandske lavpris flyselskab WOW air gik konkurs i begyndelsen af året, har vulkan-øen midt mellem Danmark og Grønland gentagne gange genlydt af rygter om et comeback.
Senest var det i begyndelsen af september, hvor den amerikanske luftfart-investor Michele Ballarin afslørede, at hendes firma US Aerospace Associates havde købt resterne af det tidligere så offensive WOW Air.
Samtidig proklamerede Ballarin, at WOW ville genoptage sine flyvninger i oktober. I første omgang mellem Keflavik på Island og Washington DC i USA.
Mange andre destinationer ville følge i månederne derefter. Blandt andet også faste ruteforbindelser mellem København og Keflavik.
Helt så glat går det nye comeback dog ikke. Ifølge den internationale luftfarts-portal Flight Global er de første flyvninger nu udsat til december.
”WOW air bliver fuldt drifts-klar i december. Billet-salget åbnes i november,” meddeler flyselskabet i en mail til det amerikanske fagmedie.
Michele Ballarin vil tydeligvis udnytte, at der er mange ledige fly på markedet i øjeblikket efter konkurser hos Thomas Cook i England, Aigle Azur og XL Airways i Frankrig og Adria Airways i Kroatien.
WOW air regner derfor med, at selskabet kan købe eller lease passagerfly til lavere priser end normalt.
Desuden skal WOW angiveligt have planer om at købe helt nye fly i andet kvartal af næste år. Om det bliver hos Airbus eller Boeing, oplyses ikke.
For et par uger siden kunne den islandske avis Visir fortælle, at Ballarin havde købt ting til en værdi af 50 milllioner islandske kroner – ca. danske – ud af konkurs-boet hos WOW air.
Det drejede sig både om reservedele til fly, manualer, computere, personalets lyserøde uniformer og rettighederne til at bruge navnet WOW air….
Skriv et svar