Selvom den danske sommer rent vejr-mæssigt skuffede en smule i forhold til 2018, slog den alligevel alle rekorder for dansk turisme.
Med 11 millioner udenlandske overnatninger i Danmark i juli og august blev højsæsonen 2019 den bedste nogensinde. Det viser dugfriske tal fra VisitDenmark.
Det er især tyskerne, som har invaderet Danmark denne sommer. Aldrig før har der været målt så mange tyske turister i danske feriehuse.
Ifølge VisitDenmark overnattede 360.000 flere udenlandske turister i vores lille land denne sommer – sammenlignet med juli og august sidste år.
Det svarer til en fremgang på 3,4 procent. Tyskerne alene stod for 5,4 pct. vækst, mens mange svenskere og nordmænd er blevet borte i år.
Årsagen er, at det er blevet dyrere for svenskere og nordmænd at besøge Danmark. De to nordiske nabolandes valutaer står svagt i forhold til den danske krone.
Selvom en del københavnere føler, at deres by bliver overrendt af turister, viser VisitDenmarks nye tal dog noget lidt andet.
Således står KystDanmark – det er bl.a. byerne langs den jyske vestkyst – for 90 procent af fremgangen i overnattende turister fra udlandet.
Storbyerne inklusive København havde kun 40.000 flere turister end sidste sommer, mens 320.000 holdt ferie andre steder i landet. Heriblandt alene 250.00o flere tyskere i sommer- og feriehuse,
Solen har dog også sin bagside. Således melder mange feriehus-udlejere om, at der simpelthen ikke er nok boliger til turister i højsæsonen. I år måtte mange nemlig melde alt udsolgt på et tidligt tidspunkt.
VisitDenmark vil derfor ændre markedsføringen af Danmark, så der bliver satset mere på månederne april til juni og september til oktober. De perioder kaldes også for ”skulder-sæsonen.”
Den nationale turist-organisation kan samtidig notere, at udenlandske turister er begyndt at sprede sig til flere destinationer i Danmark. Fremgangen er ikke længere så stærkt koncentreret om nogle få meget populære rejsemål.
Set over hele året er Danmark på vej mod endnu et rekordår, når det gælder udenlandske turister. Efter udgangen af august var der registreret 21,4 millioner overnatninger, hvilket er 830.000 flere end i samme periode i 2018.
I 2017 bidrog turismen med en omsætning på 128 milliarder kroner i Danmark. Samtidig skabte turisterne 160.000 jobs. Det svarer til 5,5 procent af den danske beskæftigelse.
73.000 af jobbene lander i øvrigt i andre brancher end i de umiddelbart turist-relaterede. Det er f.eks. i detail-handelen med 33.000 beskæftigede….
Skriv et svar