Det islandske lavpris selskab WOW air fortsætter med at overraske – eller skal vi kalde det at forvirre publikum og marked.
Selskabet med de pink-farvede fly gik konkurs i foråret, men har op til flere gange været på vej op igen. Først med lokale islandske investorer og nu senere med amerikanske US Aerospace Associates son ejer af navn, logo, uniformer og booking-system.
Ifølge den islandske tv-station RUV går WOW air igen på vingerne om nogle få uger. Det bliver med kun to fly, der skal servicere en enkelt rute mellem Washington DC i USA og Keflavik i Island.
Fra begyndelsen bliver der dog ikke plads til mennesker ombord, der vil flyve på en billig billet. I stedet vil WOW air satse på vare-transporter. Typisk dybfrossen og fersk fisk fra Island til sultne ganer i den amerikanske hovedstad.
Går det godt med den nye cargo-linie mellem Keflavik og Washington, vil WOW air udvide med tilsvarende ruter til Europa.
WOW 2.0 vil udvide i takt med efterspørgslen og udnytte, at der er mange brugte fly at lease på markedet lige nu efter adskillige flyselskabers konkurs og nedskæringer på det seneste.
Håbet om, at WOW air bliver et passager-selskab igen, er dog langt fra slukket. Interessede skal dog væbne sig med tålmodighed, indtil WOW har tjent en god portion penge på at fragte varer.
WOW’s nye ejere har ellers ikke holdt sig tilbage med løfter om en pink fremtid. I de seneste par måneder har de f.eks. talt om at indføre biometrisk boarding med ansigts-genkendelse og om at hyre en kok med Michelin stjerner til at udvikle sunde måltider til kunderne ombord.
Det får døde fisk eller kassevis af ægte mineralvand fra Islands gletsjere nok ikke brug for.
Amerikanske US Aerospace Associates har investeret 85 millioner dollars – ca. 580 mio. danske kroner – på at købe op i WOW airs konkursbo.
Da det gamle WOW kørte på fulde omdrejninger, stod det for over en fjerdedel af Islands internationale besøgende.
Efter en årrække med en utrolig vækst i turister er udviklingen fladet ud på vulkan-øen i det nordlige Atlanterhav.
Det skyldes ikke kun et mindre udvalg af super-billige billetter hos WOW. De generelle priser på Island er også kommet så højt op, at de skræmmer mange turister….
Skriv et svar