Boeings problemer ser ud til at fortsætte i det uendelige, og hvornår der kommer en ende på dem, tør ingen spå om lige nu.
Senest har flere flyselskaber f.eks. opdaget, at der er små ridser i skrogene på deres Boeing 737 NG maskiner. Det har bl.a ført til, at USA’s største lavpris selskab Southwest Airlines måske skal tage 38 maskiner ud af drift til ekstra kontrol.
737 NG (“New Generation”) er forgængeren til Boeings skandale-ramte 737 MAX fly, der har haft start-forbud siden marts efter to fatale styrt med 346 dræbte.
Det var det australske flyselskab Qantas, der opdagede de nye fejl i tre af sine lidt ældre 737 maskiner.
De bittesmå flænger var opstået i flyets såkaldte ”pickle fork”. Det er den del, hvor vingerne møder flyets skrog.
Boeing 737 fly skal tjekkes rutine-mæssigt for disse ridser for hver 30.000 flyvninger. Hos Qantas havde de tre maskiner dog slet ikke nået dette antal afgange.
Også en række andre selskaber tjekker nu deres Boeing fly for samme fejl, som dog ikke har ført til startforbud som i den nyere 737 MAX model.
Hvornår den kommer op at flyve igen, bliver et stadig større spørgsmål.
Senest har verdens største flyselskab American Airlines besluttet, at Boeing 737 MAX tidligst kan sættes i drift igen den 5. marts 2020. Dermed er der gået næsten et år, hvor flyselskaberne har måttet undvære flytypen. Med betydelige omkostninger til følge.
American Airlines havde ellers indtil sidste uge forventet, at Boeing 737 MAX fik luftfarts-myndighedernes godkendelse, så flyene kunne bruges igen fra den 16. januar.
Ligesom andre flyselskaber har American måttet skubbe datoen for gen-indførelse af 737 MAX flere gange. Samtidig har selskaberne måttet ændre i deres ruteplaner på grund af de manglende fly.
Europas største lavpris selskab Ryanair er også blandt de flyselskaber, som venter utålmodigt på Boeing og luftfarts-myndighedernes godkendelse af moderniseringen af 737 MAX flyene.
Ryanair har bestilt 150 eksemplarer af en særlig MAX-200 udgave af maskinerne, der er skræddersyet til lavpris-selskaberne. De har bl.a. fået presset et par ekstra sæderækker ind.
Ryanair skulle på nuværende tidspunkt have modtaget de første maskiner i efteråret og yderligere 60 næste år. Nu ser det imidlertid ikke ud til, at Boeing kan levere mere end måske 20.
Det er til voldsom irritation for det irske lavpris-selskab, der er vant til at udvide konstant med nye ruter.
Den strategi har Ryanair måttet opgive foreløbigt. I stedet lukker Ryanair ruter og fyrer hundreder af medarbejdere, fordi der ikke er fly og arbejde nok til dem.
Nu forsøger Ryanair imidlertid at lægge pres på de europæiske luftfarts-myndigheder EASA for at få en godkendelse af de forbedrede Boeing 737 MAX maskiner hurtigere igennem.
Ifølge Ryanair boss Michael O’Leary kan EASA i det mindste være medskyldig i, at en ny godkendelse varer længere.
”Vi har stor tillid til sikkerheden i 737 MAX. Myndighederne må samarbejde med flyselskaberne for at få flyet hurtigt på vingerne igen,” siger den flamboyante O’Leary til nyhedbureauet Bloomberg.
EASA vil imidlertid ikke lade sig lægge under pres. Myndighederne vil i december gennemføre egne testflyvninger med 737 MAX for at kontrollere, om Boeings forbedringer er gode nok.
Først derefter vil EASA indlede godkendelses-procedurerne. De kan sagtens tage flere måneder, alt efter om sikkerheds-specialisterne finder flere fejl.
Tidligere var det almindeligt, at myndigheder i andre dele af verden nærmest pr. automatik godkendte nye flytyper, når amerikanske FAA havde givet grønt lys.
I tilfældet 737 MAX har FAA imidlertid også spillet en tvivlsom rolle, hvor man bl.a. har ladet Boeing foretage sine egne tests og certificeringer.
Det – plus en masse grimme historier om sjusk og mis-information hos Boeing – har fået EASA til at blive meget mere forsigtig end før.
”Hvis vores procedurer ikke passer mr. O’Leary, er det hans problem. Vi går ikke på kompromis med vores regler, og vi lader os ikke presse af andre,” understreger EASA’s topchef Patrick Ky….
Skriv et svar