December, januar og februar er højsæson for tykke jakker, snotnæser og få lyse timer om dagen. Normalt skal man være heldig at se et solstrejf i vindues-karmen.
De tre vinter-måneder er imidlertid også den sæson, hvor flest danskere længes efter at rejse ud af landet.
Fire af ti danskere (40 procent) foretrækker nemlig at forlade kulde, mørke og nedbør til fordel for nye oplevelser og lidt varme i kroppen
Det viser en undersøgelse, som den store rejse-arrangør Apollo har lavet blandt over 1.000 voksne danskere.Til sammenligning foretrækker blot hver sjette (15 procent) at rejse ud i verden, når solen bager på vores kinder om sommeren, og vi kan gå rundt i korte ærmer udendørs herhjemme.I det hele taget lader det til, at mange af os danskere føler, at vi er født på lidt for kolde og våde breddegrader:
Udlængslen begynder nemlig allerede i det smukke, men også ofte våde og kølige efterår. Her ynder 38 procent af os at rejse væk.”
I virkeligheden kan man sige, der ikke er sket så meget, siden vores forfædre drog ud på opdagelse. De ville blot erobre verden på deres måde, mens mange i dag rejser for at erobre en god plads på stranden og for at få nogle gode oplevelser og lidt sol på de blege kinder,” forklarer Glenn Bisgaard. Han er kunde- og kommunikationschef hos Apollo.
”Sommereen er stadig vores højsæson i rejsebranchen, men nu om dage er rejserne spredt langt mere ud over hele året end for blot få år siden,” fortsætter han.
Ifølge Apollo bestiller vi nu langt flere korte rejser til f.eks. De Kanariske Øer eller Dubai. Desuden er oversøiske rejser til Bali, Vietnam og Thailand populære hos danskerne.
Med den søde juletid og dens mange festligheder lige om hjørnet, er det dog ikke nødvendigvis nu, de fleste af os pakker kufferter, solcreme og badetøj. Mange venter nemlig, til højtiden er forbi, og vi kun har udsigt til en kold og grå januar måned.
”Det er særligt på den anden side af nytåret, vi oplever den største efterspørgsel på rejser. Julelysene er slukket, og vi opdager, at der stadig er to måneder tilbage af vinteren. Mange af rejserne bliver derfor også bestilt lidt spontant. Også i år, hvor meget tyder på, at længslen efter lys og varme igen er stor,” fortæller Glenn Bisgaard….
(Indledningsfoto til artiklen: Andy Choinski / Pixabay)
Skriv et svar