Københavns Lufthavn har virkelig fået styr på sine afgange i den netop overståede november. Helse syv procent flere passagerfly afgik til tiden, sammenlignet med oktober.
Det placerer København som Europas næstbedste lufthavn, når man måler i punktlighed. Kun Moskvas Sheremetyevo var dygtigere til at sende sine rutefly afsted til tiden.
Sheremetyevo har nærmest abonnement på førstepladsen i Europa. Med 95,73 procent af alle fly til tiden ligger lufthavnen nordvest for Moskva også nummer ét blandt alle verdens internationale lufthavne.
København – se indlednngsfoto – indtager en global 15. plads med sine 88,46 procent. Tallet angiver, hvor stor del af de afgående fly kommer i luften med mindre end et kvarters forsinkelse.
Ud over København er Düsseldorf i Tyskland, Domodedovo i Moskva og Gatwick månedens højdespringere i præcision. Ingen af de tre lufthavne var punktlige nok i oktober til at erobre en plads i Top-10.
De mange tids-tal indsamles af det britiske analyse-bureau Cirium, der samler dem i en månedlig Flightstats oversigt.
Her er novembers Top-10 over de mest punktlige større lufthavne i Europa. Tallet i parentes angiver deres placering i oktober.
- Sheremetyevo i Moskva – 95.73 procent – (1)
- Københavns Lufthavn – 88,46 pct. – (5)
- Düsseldorf i Tyskland – 87,12 pct. – (-)
- München i Tyskland – 86,07 pct – (6)
- Wien i Østrig – 85,95 pct – (7)
- Domodedovo i Moskva – 85,90 pct. – (-)
- Arlanda i Stockholm – 85,42 pct. – (4)
- Gatwick i London – 84,50 pct. – (-)
- Zürich i Schweiz – 84,32 pct. – (10)
- Gardermoen i Oslo – 84,13 pct. – (2)
(Indledningsfoto til artiklen: Ernst Tobisch / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar