I november modtog Airbus bestillinger på 222 nye fly og passerede dermed milepælen 20.000 maskiner, der enten er bygget eller står i ordrebogen hos den europæiske flygigant.
Dermed ser situationen helt anderledes ud hos Airbus end hos ærkerivalen Boeing. Hos Airbus tikker der løbende nye ordrer ind, mens salgs-afdelingen hos Boeing kan sidde og trille tommelfingre.
Krisen omkring Boeing 737 MAX, der har haft startforbud siden marts, er gået voldsomt ud over købelysten hos de fleste flyselskaber verden over.
MAX-krisen har siden smittet over på Boeings andre passagerfly, hvor kun Dreamlineren (Boeing 787) fortsat bliver bestilt i fornuftige antal.
Hos Airbus begyndte det hele i 1972, hvor den to-motorede A300 kom på markedet. Airbus’ suveræne topscorer gennem årene har dog været den mindre A320-familie.
Over halvdelen af Airbus’ solgte fly har været A320, A319, A321 eller A318. Det er Airbus’svar på Boeings 737, der har kælenavnet ”luftens folkevogn”.
Pr. 30. november 2019 står tallet på 20.058 fly hos Airbus. Siden er der kommet flere til, men de bliver først opgjort til statistikken til nytår.
Også i de senere måneder fortsætter A320-familien sin succes-rejse, der foreløbig har betydet over 15.000 bestilte fly.
I november bestilte lavpris-selskabet Air Arabia fra Emiraterne alene 120 Airbus A320 maskiner. De 73 af dem er A320neo, mens araberne også har bestilt 27 A321neo og 20 styk A321XLR til de lange distancer.
Den nye A321XLR står også i høj grad hos Saudi Arabiens lavpris-selskab Flynas. Saudierne bestilte 10 eksemplarer af det lille to-motorers fly, dcr har sin styrke i, at det kan flyve langt nonstop. For eksempel over Atlanten mellem det europæiske kontinent og USA.
Endelig har Airbus i november modtaget en ordre på 12 styk A320neo maskiner fra Englands store lavpris-selskab easyJet.
Også hos de større passagerfly havde Airbus medvind i november. Alene Emirates stod for en bestilling på Airbus A350-900.
Selv Airbus smertensbarn – det store A330neo – har fået gang i kasse-apparatet. Således underskrev filippiske Cebu Pacific en ordre på 16 maskiner, mens CIT Leasing sikrede sig 10. Endelig har en unavngiven køber bestilt fire eksemplarer af den lidt mindre A330-800 model.
Mens Airbus’ salgs-afdeling skovler ordrer ind, har fabrikkerne store udfordringer med at følge med. Også fordi der har været en del problemer med jetmotorerne.
I november leverede Airbus således kun 76 fly til deres nye ejere. Blandt dem var 55 fra A320neo familien, et enkelt fra den ældre A320, fire A330net, en ”norma” A330, fire små A220, en enkelt A380 gigant og 11 af A350 modellen. Blandt dem SAS’ første af den nye flytype.
Når alt kommer til alt, mangler Airbus nu at fremstille 7.750 bestilte passagerfly. Af dem er alene 6.193 i A320 familien.
Til sidst. De fleste ved jo nok, at Airbus er et samarbejde mellem Frankrig, Tyskland, Spanien og England. De to store fabrikker ligger i franske Toulouse og tyske Hamborg.
Hvad færre er klar over, er, at Airbus principielt er hjemmehørende i den hollandske by Leiden. Her ligger koncernens registrerede hovedsæde – sikkert af hensyn til de gunstige skatteforhold i Holland….
(Indledningsfoto til artiklen: N. Hopwood / Master Films /Airbus)
Skriv et svar