I år 2050 skal Europa være den første verdensdel, der er klima-neutral – hvis det står til den nye kommissions-formand Ursula von der Leyen og hendes nye Green Deal plan.
Hun forestiller sig, at Europa om 30 år kun har biler uden udstødning kørende, fabrikker uden forurening, og at alle huse er optimalt isoleret. Dertil kommer mange flere skove og grønne byer. For at nå så langt kræves en økonomisk revolution, der berører alle borgere i EU.
I praksis betyder det, at EU-landene til den tid ikke må udlede flere klima-skadelige gasser som f.eks. CO₂, end de kan absorbere ad naturlig vej eller med tekniske løsninger.
Green Deal forslaget skal blive til en EU-lov senest i marts næste år. Derfor har spin doktorer og organisationer nu travlt med at få ændringer på plads, inden det er for sent.
Green Deal skal være det endelige resultat af, at EU vil øge sine klima-aktiviteter i de kommende år.
Således skal de nuværende mål om at reducere CO₂ udledningen med 40 procent i forhold til niveauet fra 1990, hedder det nu mindst 50 og gerne 55 procent.
For at komme så langt vil EU Kommissionen gennemgå alle sine love og paragraffer og tjekke dem for deres klima-duelighed.
Luftfarten er naturligvis en af de brancher, som skal bidrage til, at Green Deal ikke blot er pæne ord, men kan omsættes til konkrete tiltag, man kan mærke i klimaet.
Eller som von der Leien skriver i sit forslag: ”Som i andre dele af trafikken skal luftfartens indsats afspejle transportens påvirkning af miljø og sundheden.”
Rent konkret vil EU formentlig afskaffe alle statslige tilskud til fossile brændstoffer, skattefrihed på indkøb af flybenzin (kerosin) og lukke huller i den nuværende lovgivning.
Desuden vil EU-Kommissionen udstede færre gratis klima-certifikater. Dem handler industrien med, og mange har stillet spørgsmålet, om de gavner klimaet lige så meget som flyselskabernes marketing afdelinger.
Endelig vil Kommissionen indføre et ensartet luftrum over Europa. Lige nu har mange medlemslande egne regler og forskrifter, der ikke nødvendigvis er kompatible med naboernes.
I Danmark er flyselskaber og lufthavne blevet enige om en aftale, der betyder, at passagererne fremover skal betale en afgift pr. billet.
De mange millioner, som forventes af komme i kassen, skal bruges til klima-forbedrende projekter som f.eks. udvikling af biobrændstof og elmotorer til fremtidens passagerfly.
Danmark står derfor rimeligt godt rustet, når og hvis de nye Green Deal regler kommer rullende ind fra Bruxelles i de kommende år.
Reaktionerne har været mere tilbageholdende andre steder i Europa. Hos luftfartens tyske branche-organisation BDL understreger man bl.a, at Green Deal skal bort fra at ligne et patchwork tæppe som nu. I stedet skal initiativerne styres stramt fra EU’s side, så alle makker ret…..
(Indledningsfoto til artiklen: Miti / Unsplash)