I midten af december måtte Boeing meddele, at man stoppede produktionen af 737 MAX fly fra januar.
Flytypen har haft start-forbud i ni måneder efter to fatale flystyrt med 346 dræbte, og i den periode har Boeing ikke haft lov til at levere bestilte maskiner til flyselskaberne.
Resultater er, at Boeing sidder på over 400 fly, som lige nu fylder voldsomt op på p-arealerne omkring flyfabrikken nær Seattle i det nordvestlige USA. Dertil skal lægges 300 maskiner, der står ubrugte ude hos flyselskaberne som f.eks. Norwegian.
Boeing havde håbet, at 737 MAX fik lov til at gå på vingerne igen i december og siden i januar. Det er der lange udsigter for. Flere store flyselskaber har således slettet MAX fra deres fartplaner helt frem til juni næste år.
Lige før jul fyrede Boeing så sin magtfulde topchef Dennis Muilenberg. For sent mener mange branchefolk, fordi Muilenberg angiveligt har modarbejdet opklaringen af den interne skandale, som fortsat buldrer omkring hele 737 MAX produktionen.
Boeing har selvfølgelig også kunnet mærke MAX krisen på sine ordre-bøger. Antallet af nye flybestillinger er styrtdykket i 2019.
Den seneste opgørelse viser, at ærkerivalen Airbus har leveret mere end dobbelt så mange passagerfly i år. Normalt ligger de to flygiganter side ved side.
Spørgsmålet er, om Boeing 737 MAX nogensinde kommer i luften igen. I hvert fald under sit gamle navn.
Flere flyselskaber mener således, at MAX navnet er så belastet efterhånden, at mange passagerer ikke ønsker at rejse med flyet – også selvom det er helt nyt og i forbedret version. De har foreslået Boeing at ændre navnet på det omstridte fly.
I november blev det klart, at flyselskaberne er ved at miste tålmodigheden med Boeing. Hver dag med et fly, der ikke må lette med betalende passagerer ombord, koster mange penge.
På det seneste har Boeing modtaget 84 afbestillinger af civile passagerfly, mens kun 11 nye ordrer trillede ind i november.
Samtidig leverede Boeing kun 24 fly til sine kunder i november – alle andre modeller end 737 MAX. I samme periode fløj 77 Airbusser ud til flyselskaberne.
Ved udgangen af november havde Boeing leveret 345 passagerfly til kunderne i år, mens Airbus havde afsat 725. Når året er omme om et par dage, kan afstanden mellem Airbus og Boeing have vokset sig endnu større.
Finans-markedet vurderer, at 737 MAX problemerne indtil videre har kostet Boeing ni milliarder USD. Det er ca. kroner.
Tabet vil nok blive betydeligt højere, når alle berørte flyselskaber har krævet erstatning fra Boeing. Senest har Turkish Airlines truet med at trække Boeing for en domstol.
Det store tyrkiske flyselskab har i øjeblikket 24 Boeing 737 MAX maskiner, det ikke må bruge. Dertil kommer 75 eksemplarer, som Turkish Airlines har bestilt, men ikke modtaget….
(Indledningsfoto til artiklen:Boeing)
Skriv et svar