Hvad sker der egentlig med flyene, når et flyselskab går konkurs? Det er godt spørgsmål, som mange sikkert har stillet sig med de ganske mange selskaber, der måtte bukke under i løbet af 2019.
I tilfældet WOW air har det været nogenlunde let at følge. Det islandske lavpris selskab, der gik rabundus i begyndelsen af året, havde nemlig ikke så mange maskiner i sin flåde.
Således kan man se, at alle tre store Airbus A330-300 fly fra WOW airs nu er endt hos Turkish Airlines. Nummer tre landede i Istanbul hen over julen og skal igennem et service eftersyn, inden det kan gå på vingerne i dets nye hvide og røde lakering.
Turkish Airlines har sikkert kunne købe de brugte islandske passagerfly billigt fra konkurs-boet eller de leasing-selskaber, der havde lejet maskinerne ud til WOW air. Alle tre er under fire år gamle, så de er så godt som nye.
Det nationale flyselskab fra Tyrkiet har samtidig gode erfaringer med Airbus A330. Med de tre senest ankomne fra Island er Turkish Airlines nu oppe på 68 eksemplarer af denne flytype.
Turkish er det selskab i verden, der flyver til flest lufthavne. 317 byer i 126 lande for at være præcis.
A330 flyene bruger Turkish Airlines både udenlands og indenlands. De to første Airbusser fra WOW har primært været beskæftiget på ruter internt mellem de store tyrkiske byer.
(Indledningsfoto til artiklen: Chihaya Sta / Wikimedia)
Skriv et svar