Som altid på denne tid af året offentliggør verdens største søgemaskine Google sin oversigt over de mest trendy ferie-destinationer i det nye år.
De fleste af de byer, som Google anbefaler, ligger helt på linie med, hvad også andre dele af rejsebranchen ser som de mest hotte her i 2020.
I tre af tilfældene er der dog tale om byer og land-områder, som turister efter de senere ugers politiske og natur-bestemte hændelser bliver rådet fra at besøge.
Det er naturligvis ikke søgemaskinens skyld. Google har benyttet flere måneders søgninger hoteller i 2020 til sint Top-10 liste og sammenholdt dem med tilsvarende lister fra 2018 og 2019.
At Australien ville blive hærget af enorme skovbrande, og Mellemøsten ville ryge ind i en krise på nippet af en krig, kunne de færreste forudse for bare et par måneder siden. Og slet ikke de mennesker, der søgte efter spændende nye steder at rejse til her i det nye år.
Google anbefaler f.eks. både Israel og Emiraterne. Begge har fået forhøjet deres sikkerheds-risiko på det danske udenrigs-ministeriums rejse-vejledninger i de senere dage.
Perth i det vestlige Australien har haft sine første natur-brande for nylig, selvom de helt store flammer dominerer den syd-østlige del af kontinentet ”down under.”
Tel Aviv og Dubai ville man normalt ikke betragte som farlige steder at rejse hen. Begge byer er gået stærkt frem i popularitet i de seneste par år på grund af et godt klima og fornuftige priser.
Men Iran har altså truet med at angribe Israel og Dubai, hvis USA fortsætter sine militære handlinger mod landet.
Desuden har Irans ”uheldige” nedskydning af Boeing 737 flyet fra Ukraine International Airlines ikke ligefrem gjort det sikrere at flyve til og fra Mellemøsten og Arabien.
Helt som forventet ligger Tokyo højt på listen over byer, man bør besøge i 2020.
Ikke kun fordi Sommer OL holdes her om nogle måneder. Men fordi Japans hovedstad – se artiklens indledningsfoto – er en uhyre spændende metropol, hvor man kan møde klassisk kultur nærmest dør om dør med hyper-moderne teknologi og ekstreme tegneserier udlevet i byens gader.
Her er Googles Top-10 over de byer i verden, der er mest trendy i 2020:
- Da Nang i Vietnam
- Sao Paulo i Brasilien
- Seoul i Sydkorea
- Tokyo i Japan
- Tel Aviv i Israel
- Marseille i Frankrig
- Wien i Østrig
- Bangkok i Thailand
- Dubai i Emiraterne
- Perth i Australien
(Indledningsfoto til artiklen: Tokyo / shbs / Pixabay)
Skriv et svar