Klima-ændringer og CO₂ belastning er et varmt samtale-emne i de på denne årstid kolde nordiske lande. Det gælder ikke mindst blandt de mennesker, der rejser meget eller planlægger at rejse i de kommende tid.
Greta Thunberg og den svenske ”fly-skam” bevægelse har (endnu) ikke betydet noget for flytrafikken i Danmark, men det kan sagtens komme snart.
I hvert fald viser en ny analyse, foretaget af den store booking-portal Hotels.com, at 18- til 35-årige unge i Norden ikke kun taler om klimaet, men ret faktisk er begyndt at ændre deres rejse-vaner for at gøre noget ved det.
Således afslører analysen ”Millennials on the Move”, at to ud af fem skandinaver i den nævnte aldersgruppe skrider til konkret handling for at rejse mere klima-venligt.
Finnerne er de klart mest ivrige til at rejse mere grønt i fremtiden. Det siger 58 procent af dem. Danskerne er mere skeptiske. Herhjemme siger hver tredje (33 procent), at de nu tager klimaet med i betragtning, når de tager på ferie eller et forretnings-trip.
Det betyder dog ikke, at unge danskere vil undvære deres udenlands-rejser. Kun 19 procent af dem, der forsøger at gøre noget ved klimaet, planlægger således at holde deres næste ferie i Danmark – af hensyn til CO₂ belastningen ved at rejse langt.
Samtidig siger næsten hver fjerde danske Millenial – 23 procent – at han eller hun vil foretrække at holde ferie i lande, som de kan rejse til med tog eller andre mere, miljø-rigtige måder end fly.
Man kan dog have sine mistanker om, at mange danskere har det grønne mest i munden. 57 procent siger nemlig, at de er overbeviste om, at vores rejse-vaner påvirker miljø, klima og natur på en negativ måde.
Hvorfor er der så ikke flere, som gør noget konkret ved det?
Den nye undersøgelse fra Hotels.com viser, at danskerne minder ganske meget om andre skandinaver, når det gælder udfordringerne ved at rejse mere miljørigtigt.
Med få undtagelser ligner procent-tallene nemlig hinanden fra land til land. Mange vil gerne gøre noget ved det, men meget færre gør det så også i sidste ende:
”Det er tydeligt, at de nordiske Millennials er meget opmærksomme på klima-venlige rejse-former og på, hvordan de kan gøre noget aktivt for miljøet,” forklarer Emma Tagg fra Hotels.com.
”Næsten halvdelen er enige om, at deres ændrede rejse-vaner kan gøre en forskel for miljøet. Hos Hotels.com regner vi med, at den trend vil blive endnu stærkere her i 2020,” fortsætter hun.
Hotels.com har samtidig lavet en liste over nogle af de mest miljø-bevidste hoteller, man kan overnatte i i de nordiske lande:
Harads i Sverige
Treehotel med designer værelser, der er placeret i trætoppe i en skov. Værelserne ligger mellem fire og seks meter over jorden – med en flot udsigt over Lule floden.
Konceptet handler om at respektere økologiske værdier og at påvirke naturen mindst muligt. Prisen pr overnatning begynder ved 4.177 kroner.
Jyväskylä i Finland
Solo Sokos Paviljonki er ikke et almindeligt hotel, og i de senere år har det udviklet sig til en finsk klassiker.
Solo Sokos har vundet prisen som landets bedste city-hotel, som bedste moderne luksus-hotel og som Nordeuropas bedste designer-hotel. Desuden har det Green Key miljø-certifikat.
Overnatninger koster fra 948 danske kroner pr. nat.
Helsinki i Finland
Hotel Fabian ligger tæt på centrum i den finske hovedstad og fungerer ud fra en stærk miljø-venlig tankegang.
Hotellet har kun 58 værelser og deltager i Green Key programmet. Det måler, hvordan et hotel påvirker miljø, samfund, kultur-arv og den lokale økonomi.
Værelser kan bookes til priser fra 963 kroner pr. nat.
Stavanger i Norge
Radisson Blue Atlantic Hotel ligger ved havnefronten i hjertet af den nord-norske by. Hotellets FireLake barbecue restaurant kombinerer nord-amerikanske traditioner med nordisk kulinarisk indflydelse.
Priser for en overnatning begynder ved 893 kroner.
København
Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers i Ørestaden er et af de første danske hoteller med et grundvands-baseret system til opvarmning og køling.
Teknologien giver et behageligt indeklima året rundt uden at belaste natur og miljø. Og apropos natur – hotellet ligger tæt på grønne områder med gåture og udendørs bade-muligheder.
Værelser koster fra 767 kroner pr. nat….
(Indledningsfoto til artiklen: Studyrama / Pexels)
Skriv et svar