Sådan en nyhed må få Greta Thunberg og hele ”fly-skam” bevægelsen til at klappe begejstret i hænderne.
Og så kommer den grønne overskrift ikke engang fra Sverige eller et andet land med store klima-ambitioner som f.eks. Danmark.
Dagens nyhed er, at storbyen Barcelona vil forbyde alle indenrigs-ruter med fly til andre spanske byer, hvis man i stedet kan tage et direkte tog.
Forslaget kommer fra den Barcelonas første kvindelige borgmester – den 45-årige Ada Colau. Hun har sikkert også en underliggende dagsorden, der ikke kun hedder CO₂ belastning fra jetmotorer.
Et eventuelt forbud vil nemlig især gå ud over Spaniens travleste flyrute. Den, der går til hovedstaden Madrid. For som bekendt er katalanerne i Barcelona og spanierne i Madrid ikke de bedste venner i verden.
Faktum er imidlertid, at Ada Colau har bedt ledelsen i Barcelonas El Prat lufthavn (BCN) om at stoppe alle flyruter, der går til spanske byer, som har en hurtig-togs forbindelse til den katalanske storby.
I øjeblikket er ruten serviceret af tre spanske flyselskaber – Iberia, Vueling og Air Europa. De har tilsammen 30 afgange om dagen, hvor ruten for længst har fået kælenavnet ”Puente Aereo” – luftbroen.
Rejsetiden mellem Madrid og Barcelona er på en time. Det svarer meget godt til, hvad det tager at flyve fra København til Aalborg, Billund eller Aarhus.
Spændende at se, om den stærkt klima-satsende danske regering lader sig inspirere af Barcelona og vil foreslå en lignende trafik-løsning i vores lille land.
I givet fald ville det være flyruterne mellem København og Aarhus og Aalborg, det ville gå ud over. Billund har ingen direkte togforbindelse til hovedstaden.
Barcelonas borgmester vil tvinge fly-passagererne over på det spanske høj-hastigheds-tog AVE – Alta Velocidad Espanola.
Det kører i øjeblikket 20 gange om dagen frem og tilbage mellem Madrid og Barcelona. I modsætning til flyene er toget næsten altid præcist til tiden, og det producerer 20 gange mindre CO₂ end selv et moderne passagerfly.
Køretiden med AVE er to-en-halv time. Det afgår og ankommer midt i de to storbyers centrum og når på sin rejse hen over den iberiske halvø en tophastighed på 333 kilometer i timen.
AVE tilbyder desuden både direkte non-stop tog mellem Madrid og Barcelona – og tog, der stopper i Zaragoza undervejs. Sidstnævnte afgange tager så tre timer at gennemføre.
Flyet har dog fortsat sine fordele fremfor det spanske hurtigtog. Ud over den kortere rejsetid er det billetpriserne. På grund af konkurrencen i luften kan man rejse meget billigt mellem Barcelona og Madrid.
Spaniens nationale jernbane – Renfe – er godt klar over problemet. Selskabet arbejder i øjeblikket seriøst på at sænke billet-priserne markant på Spaniens mest populære togruter. Desuden vil Renfe forbedre servicen ombord på sine hurtigtog.
De skal bl.a. have rigtige cafeer, hvor passagerer kan købe frisk-lavet drikkelse, snacks og sandwiches på rejsen. Det er noget, som danske DSB kunne lære noget af.
(Indledningsfoto til artiklen: Maria Fernanda Perez / Pixabay)
Skriv et svar