Det er bestemt ikke noget nyt, at passagerfly nærmest kan flyve af sig selv. De har en auto-pilot, der sørger for den rette kurs, hastighed og flyvehøjde, så piloterne kan læne sig tilbage i sædet på især de længere ruter.
Automatikken kan samtidig sørge for, at flyene lander automatisk i lufthavnen. Styret af en radio-stråle, der også fungerer selv i dårligt vejr og tæt tåge.
Men helt autonome passagerfly er stadig et drømmesyn, selvom teknologien jo efterhånden gør det muligt. Se bare på udviklingen inden for selvkørende personbiler og busser.
Airbus har nu vist, at det kan lade sig gøre. For første gang er det lykkedes at lade et stort passagerfly starte fra jorden og gennemføre en flyvning – helt uden at piloterne greb ind, eller satellit-data og assistance fra lufthavnen var nødvendige.
Airbus brugte udelukkende teknologi, der er installeret i moderne passagerfly. Testflyvningen med et A350 fly forløb uden problemer.
Den blev gennemført allerede i midten af december på lufthavnen Toulouse-Blagnac, men informationerne har Airbus først frigivet i går.
Det store A350 foretog otte testflyvninger i løbet af godt fire timer. Ombord var to piloter og tre ingeniører, der skulle overvåge, at alt gik som planlagt. De behøvede de ikke en eneste gang.
Flyet havde sin auto-pilot tændt, og piloterne skubbet speeder-grebet i start-stilling. Resten klarede flyet selv. Da flyvelederne gav tilladelse til start, registrerede computerne det – og satte straks den tunge maskine i gang.
Airbus fortæller, at starterne blev gennemført mere præcist end, når flyselskabernes piloter styrer den.
Ved hjælp af kameraer holdt flyet sig eksakt på midten af startbanen. Motorernes omdrejningstal var det helt rigtige, og flyet løftede sin næse, da den ideelle start-hastighed var nået. Noget få sekunder senere var Airbussen i luften.
Som det er i dag, bruger flyselskabers piloter kun auto-piloten i luften – og nogle gange også under landing. Den bruges aldrig under start.
Senere i år vil Airbus demonstrere, at en hel ruteflyvning kan udføres uden menneskelige piloter ude i flyets næse. Det vil ske ved hjælp af det såkaldte ATTOL system – Autonomous Taxi, Take-Off and Landing.
Det kan også styre flyet, mens det navigerer i lufthavnen, køre det til og fra den rigtige gate, parkere det i kø til start osv
Med andre ord er vi ikke langt fra det robot-styrede fly, som vi ellers kun kender fra science fiction bøger, tegneserier og film.
”Mange fly er allerede i dag i stand til at lande automatisk. De er dog afhængige af styring udefra som f.eks. GPS eller instrument-lande-systemet ILS. ATTOL kan gøre det alene med den elektronik, der sidder ombord på flyet,” forklarer Airbus’ projektleder Sebastien Guiliano.
Teknologien er omstridt – i hvert fald på nuværende tidspunkt. Piloters fagforeninger protesterer, og sikkerheds-eksperter stiller kritiske spørgsmål.
Især diskuterer man om, hvorvidt computeres kunstige intelligens vil reagere på uforudsete hændelser i luften eller i lufthavnene.
Airbus skynder sig da også at understrege, at nye systemer som ATTOL ikke skal erstatte menneskelige piloter. De vil fortsat være ”hjertet i maskinen.”
Systemerne skal assistere og støtte piloterne. De gør det muligt for piloterne at flytte deres opmærksomhed fra den almindelige styring af flyet og i stedet koncentrere sig om ”strategiske beslutninger og mission management.”
Man skal dog ikke overse, at flyselskaberne vil være meget interesseret i automatiske fly. De er billigere i drift, fordi man kan spare på pilot-lønningerne.
I første omgang taler man om, at passagerfly på de korte ruter kan nøjes med én pilot i stedet for i dag to – og på de lange ruter to i stedet for tre. På længere sigt måske slet ingen.
Airbus og Boeing tør ikke rigtigt sige det offentligt af hensyn til fagforeninger, politikere og nervøse passagerer.
Kina og Rusland gør det til gengæld. Deres nye fælles Comac CR929 langdistance jet skal som standard kunne styres af kun én pilot….
(Indledningsfoto til artiklen: Airbus)
Skriv et svar