En lysegrøn nøglesnor med små solsikke-billeder på skalgøre det lettere for folk at komme gennem virvaret i Københavns Lufthavn.
Nøglesnoren udleveres til passagerer med handicap, der f.eks. kan være umiddelbart usynlige for andre. Det kan f.eks. være mennesker med ordblindhed, nedsat hørelse, Alzheimers, AHDH, angst, tendens til at blive forvirret osv. De pågældende rejsende kan f.eks. have svært ved at læse eller forstå lufthavnens skilte, høre meddelelser over højttalerne eller ved at finde rundt.
Solsikke-snoren er det nyeste initiativ fra Danmarks største lufthavn til at hjælpe medborgere, der har brug for hjælp, når de navigerer rundt i de mange gange, terminaler, butikker osv.
Når en person har den karakteristiske nøglesnor om halsen, er det et tydeligt signal til lufthavnens medarbejdere om, at der kan være brug ekstra hensyn eller assistance.
Københavns Lufthavn har trænet 25.000 medarbejdere i 1.250 virksomheder i at hjælpe mennesker med den lysegrønne snor om halsen. Assistancen kan være af forskellig art, men selv små ting kan være en stor håndsrækning til handicappede rejsende.
Lufthavnen har hentet ideen i England, hvor den bruges i både supermarkeder, lufthavne, konference-centre og museer. Solsikkesnoren har bl.a. været en stor succes i Londons Gatwick Airport
Hos Danske Handicap-organisationer er man begejstret for solsikkesnoren og håber, at flere steder vil tage den til sig.
“Snoren kan give ro i maven hos rejsende med usynlige handicap og hjælpe dem godt igennem en ofte hektisk lufthavn. Jeg håber, at initiativet bliver udbredt flere steder herhjemme som f.eks. i forlystelsesparker, stormagasiner eller den øvrige kollektive transport,” siger Thorkild Olesen. Han er formand for Danske Handicaporganisationer.
Trends & Travel har spurgt et par mennesker i målgruppen til at bære solsikke-snoren, hvad de synes om konceptet. Martin Jacobsen, der er hørehæmmet, siger:
”Ideen er god sådan umiddelbart, og den kan sikkert være til stor hjælp, hvis lufthavnens personale reagerer på den. Omvendt er der ingen mennesker, som bryder om at blive udstillet – og slet ikke når man er handicappet. Med snoren om halsen kan alle jo se tydeligt, at man ikke er helt som andre,” forklarer Martin.
Solsikke-snoren udleveres gratis ved de fleste check-in skranker og i Københavns Lufthavns Informations kontor.
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)
Skriv et svar