Lad være med at køre bil i Indien. Der er konstant trafik-kø på veje og gader i de store byer. I Europa har Moskva og Istanbul de værste trafik-propper.
I den syd-indiske storby Bengaluru skal bilister regne med 71 procent ekstra rejsetid i forhold til en tom vej på samme rute.
Den er præcis lige så gal i Filippinernes hovedstad Manila, så dér skal man også undgå at køre i bil. Især, når man er turist og ikke er lokalkendt. Så vil forsinkelsen nok være endnu værre end for filippinerne selv.
Tallene stammer fra det årlige ”Traffic Index”, som navigations-specialisten TomTom laver. TomTom kender de fleste nok fra digitale landkort på personbilers og mobiltelefoners skærme.
TomTom har undersøgt trafik-situationen i 416 større byer i 57 lande, og trenden er desværre tydelig:
Trafik-propperne er bare vokset år for år siden 2009. Fra 2018 til 2019 rapporterer 239 af byerne, at de har øgede forsinkelser i deres vejnet.
Indien ser ikke kun ud til at have overfyldte veje og gader på tv. Landet har det også i virkeligheden Fire af de 10 værste forstoppede storbyer i verden ligger i Indien.
Forsinkelserne er knap så voldsomme i Europa, men TomTom advarer alligevel mod at køre i f.eks. Moskva og Istanbul. Her må man regne med forsinkelser på 59 og 55 procent.
I det hele taget er Østeuropa meget værre med trafik-kaos på vejene end de mere vestligt placerede lande. Otte af de 10 mest forsinkede storbyer i Europa ligger bag det gamle jerntæppe.
Regner man f.eks. Moskvas 59 procent om til timer, svarer det til, at bilister må sidde 225 timer ekstra bag rattet om året for at nå frem. Det er så igen ni døgn og ni timer.
Har I lejet en bil i USA, er Los Angeles det værste område at køre i – medmindre I har rigtig god tid. I og omkring LA skal man regne med forsinkelser på 42 procent.
Den værste trafik i Skandinavien har Stockholm med 27 procent forsinkelser. Oslos trafik er 22 procent sent på den. Præcist det samme som København og Aarhus.
Den eneste positive måde, man kan betragte trafikkøer på er, at de er en indikator for, at de lokale folk har fået flere penge mellem hænderne. De køber jo flere biler, der alle skal ud at køre på samme tidspunkt.
Omvendt er TomTom bestemt ikke bleg for, at trafikkøerne forurener og kan være en miljø-mæssig belastning.
TomToms vice president for Traffic Information – Ralf-Peter Schäfer – sender derfor en opfordring til alle politikere og by-planlæggere om at tage de nye digitale værktøjer i brug, som kan hjælpe dem med at bygge en bedre og mere smidig infrastruktur for trafikken.
I kan studere den komplette oversigt med trafik-forsinkelser i 416 lande via dette link…
(Indledningsfoto til artiklen: Iwona Castiello d’Antonio / Unsplash)
Skriv et svar