Med sine sædvanlige vækst-motor på fulde omdrejninger havde Ryanair egentlig regnet med at må milepælen 200 millioner passagerer om tre eller fire år.
Det bliver der ikke noget af – og forklaringen hedder 737 MAX. Boeings kriseramte fly koster ikke kun Europas største lavpris-selskab i indtægter og penge på bundlinien.
Over 50 manglende leveringer af 737 MAX betyder også, at Ryanairs planlægning for de kommende år er faldet fuldstændig til jorden.
Mange nye ruter har måttet opgives eller udsættes. Eksisterende ruter skæres ned, fordi der mangler fly Og Ryanair har sågar været ude med trusler om nye fyringer hos piloter, kabine-personale og service-medarbejdere på jorden. Der er ikke arbejde nok til dem.
Ryanair præsenterede her mandag morgen regnskabet for tredje kvartal. Tallene ser umiddelbart nydelige ud, men selvfølgelig kunne de have været meget bedre. Især, når man er et flyselskab med enorme ambitioner – som Ryanair.
I år regner Ryanair med at nå 154 millioner gæster i sine flyselskaber, der ud over Ryanair selv består af Lauda i Østrig, Buzz i Polen plus et datterselskab på Malta.
De 154 millioner gør Ryanair gruppen til Europas største – foran Lufthansa Group med 146 millioner gæster.
Folk elsker at flyve billigt, selvom mange nægter, at de bruger Ryanair. Derfor havde irerne egentlig regnet med at nå næste milepæl – 200 millioner passagerer – om senest fire år.
På grund af de manglende 737 MAX maskiner sker det nu næppe før i 2025 eller snarere i 2026, fortalte Ryanairs flamboyante topchef Michael O’Leary her til morgen, hvor selskabet aflagde regnskab for tredje kvartal.
Ryanair og datterselskaber råder i øjeblikket over 470 passagerfly, hvoraf langt de fleste er Boeing 737-800 NG modeller. Kun Lauda bruger Airbus i stedet for Boeing.
Ryanair har bestilt 135 nye Boeing 737 MAX-200 maskiner, men har indtil videre ikke set skyggen af en eneste. Til juni skulle mindst 50 af de nye flytyper have været i drift hos Ryanair.
Som bekendt har 737 MAX haft startforbud siden marts sidste år, og Ryanair regner ikke med at se sine første maskiner før tidligst til september eller oktober.
Det betyder bl.a, at lavpris-giganten har måttet foretage markante ændringer i sin sommer-flyveplan, der træder i kraft fra slutningen af marts.
Uanset problemerne med Boeing har Ryanair imidlertid klaret sig rigtig godt i de oktober, november og december sidste år.Ryanair kan således melde om et overskud på 87,8 millioner euro – ca. 665 mio. kroner – mod et undertskud på 66,1 mio. euro i samme periode for et år siden.
Omsætningen steg med 21 procent til 1,91 milliard euro – 14.5 mia. kroner – i det seneste kvartal, hvor 35,9 millioner mennesker købte billet til et Ryanair fly.
Fremgangen forklarer Ryanair med ekstra stor travlhed omkring jul og nytår. Desuden har gennemsnits-prisen pr. billet ligget højere end for et år siden….
(Indledningsfoto til artiklen: Tomas Nozina / Unsplash)
Skriv et svar