Indtil sommeren 2019 hørte vi måned efter måned om, at Norwegian var vokset. Flere og flere benyttede det norske lavpris-selskab, og nordmændene udvidede hele tiden sit rute-netværk på de lange distancer mellem Europa, Asien, Nord- og Sydamerika.
Så vendte vinden – eller rettere økonomien. Norwegian kunne ikke længere leve af at vokse. Nu skulle der penge på bundlinien for at kunne betale den milliard-gæld, som gennem årene var blevet opsamlet.
En ny strategi om at gå fra vækst til lønsomhed har siden sat sine dybe spor. Norwegian tjener flere penge måned for måned, men må samtidig skære hårdt ned i rutenettet. Det er bl.a. gået ud over selskabets tre direkte ruter fra København til USA,
Også i januar faldt antallet af passagerer hos Norwegian. 1.974.606 rejste med selskabets hvidt og rødt lakerede Boeing fly. Det er det laveste tal i januar måned siden 2017.
Til gengæld tjente Norwegian flere penge pr. solgt billet. Flyene var bedre fyldt – 81 procent af sæderne var solgt. Og 87 procent af Norwegians fly ankom til destinationen med mindre end et kvarters forsinkelse. Det er den højeste punktlighed siden 2015.
I januar faldt Norwegians CO2 belastning med fire procent. Den er nu på 75 gram pr. fløjet passager kilometer.
Denne forbedring er opnået, selvom Norwegian har 18 af sine nyeste og mindst forurenende fly stående arbejdsløse på jorden. De er alle af Boeing 737 MAX typen, der har haft start-forbud siden marts sidste år.
Ligesom mange andre flyselskaber har Norwegian været nødt til at leje ældre passagerfly for at fylde hullerne i fartplanen, som manglen på MAX maskiner har skabt. Det er dyrt, og som regel forurener ældre fly mere end nye.
Irritationen over Boeings problemer med 737 MAX har nu fået Norwegian til at overveje, om man hellere skulle skifte til Airbus’ konkurrerende A320neo fly.
Det sagde Norwegians nye topchef Jacob Schram meget åbent og direkte til det norske medie e24.no forleden dag:
”Hvis dette varer ved, eller vi ikke får en løsning med Boeing, så har vi Airbus. Hvis vi ikke finder en løsning, eller MAX bliver forsinket yderligere, vil vi bestemt overveje Airbus i vores planer for fremtiden.”
Heldigt for Norwegian har selskabet allerede bestilt 100 styk Airbus A320 for otte år siden. Disse fly skulle egentlig være leaset videre til andre selskaber, men nu kan Norwegian måske selv få brug for dem….
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian)
Skriv et svar