Med de mange aflysninger af flyafgange som følge af Covid 19 situationen i de senere uger må der blive mere plads i luftrummet og ved gatene i de store lufthavne. Ergo må forsinkelser hos flyselskaberne også være færre end normalt.
Det kan faktisk allerede ses i den månedlige statistik, som det britiske konsulent-firma Cirium laver over verdens mest punktlige flyselskaber.
De flyselskaber, der landede bedst til tiden i februar, skal man nemlig finde i Asien – hvor påvirkningen af flytrafikken er størst på grund af smittefaren.
Flyene fra Thai’s lavpris-selskab AirAsia var således forsinket med under 15 minutter i 93,99 procent af alle afgangene i den forløbne måned. Det er et meget flot tal, som kun Singapore Airlines nærmer sig med 93,86 procent præcision.
I Europa røg SAS ud af Ciriums Top-10 liste i februar. Den føres af kriseramte Alitalia, der har svært ved at tjene penge, men er rigtig god til at få sine fly til at lande på klokkeslæt.
Ryanair nærmer sig også for første gang en placering i Top-10. Otte af ti af lavpris-gigantens Boeing fly (81,04 procent) ankom til tiden, men det er ikke helt nok til en position blandt de allermest punktlige i Europa.
Her er Ciriums nye statistik over de 10 mest punktlige flyselskaber i Europa i februar. Procent-angivelsen fortæller, hvor mange afgange lander i destinations-lufthavnen med mindre end 15 minutters forsinkelse:
- Alitalia fra Italien – 90,48 procent
- Aeroflot fra Rusland – 89,03 pct.
- Iberia Express fra Spanien – 88,71 pct.
- LOT – Polish Airlines – 88,63 pct.
- Eurowings fra Tyskland – 87,85 pct.
- Iberia fra Spanien – 87,70 pct.
- Vueling fra Spanien – 87,49 pct.
- Austrian fra Østrig – 86,77 pct.
- Air France – 85,50 pct.
- Norwegian – 85,25 pct.
(Indledningsfoto til artiklen: Arivaran Ravichantar / Pixabay)
Skriv et svar