Måske er det ikke den bedste timing at komme med artikel om de værst trafikerede byer i verden, når de færreste tør rejse uden for deres eget land i øjeblikket af frygt for at blive smittet med Covid-19 virus.
På den anden side er det altid godt at forberede sig til sin næste rejse, og på et eller andet tidspunkt – forhåbentligt meget snart – behøver vi ikke tænke på Corona længere. Og hvis – så kun på den velsmagende variant, der er en populær mexikansk øl.
Derfor vil jeg gerne fortælle om det nye ”2019 Global Traffic Scorecard”, som analysefirmaet Inrix har lavet.
Den afslører nemlig, at man skal holde sig langt fra den colombianske hovedstad Bogota. Her sad bilister nemlig i kø i 191 timer sidste år.
Den næst-værste by at være bilist i er Rio de Janeiro i Brasilien, hvor en bilist sad i trafikkø i gennemsnit i 190 timer i 2019. Det svarer til næsten otte dage.
I Europa kommer Rom ikke overraskende ind som nummer ét i bilkøer. I den evige stad må man regne med 166 timers forsinkelse om året. Én time længere end i Paris.
Kødannelser i trafikken er ikke kun til stor gene for bilisterne selv. Ifølge Inrix kostede køerne USA’s økonomi næsten 88 milliarder dollars sidste år. I forurening, slid på vejbaner og spildte arbejdstimer.
Inrix’ nyeste 2019-analyse har tjekket trafik-situationen i over 900 større byer i 43 lande verden over.
For et par måneder siden viste vi her på Trends & Travel en lignende undersøgelse fra GPS-specialisten TomTom. Den kan I læse her….
(Indledningsfoto til artiklen: Sorin Gheorghita / Unsplash)
Skriv et svar