Det norske lavpris-selskab Norwegian ser ud til at være hårdere ramt af Covid-19 eftervirkningerne end først antaget.
For to dage siden fortalte Norwegian, at man ville aflyse 3.000 afgange fra midten af marts og frem til juni. De svarede til ca. 15 procent af selskabets flyvninger.
Nu har USA fra i morgen lukket for indrejse af alle europæere undtagen briter. Det er en helt ny og meget værre situation for Norwegian, der i høj grad har satset sin forretning på de trans-atlantiske ruter.
Derfor har Norwegian her til aften meddelt, at selskabet må aflyse omkring 4.000 flyvninger frem til slutningen af maj.
De udgør 40 procent at Norwegians langdistance flyvninger og 25 procent af afgangene på ruter i Europa.
”Dette er en situation uden sidestykke. De nye restriktioner gør en vanskelig situation værre. Vi beder både norske og internationale myndigheder om at tage fat nu for at sikre kritisk infrastruktur og arbejdspladser,” siger Norwegians koncernchef, Jacob Schram.
Fra den 13. marts til 29. marts vil de fleste flyvninger til USA fra Amsterdam, Madrid, Oslo, Stockholm, Barcelona og Paris blive aflyst.
Fra 13. marts til slutningen af maj bliver alle flyvninger mellem Rom og USA aflyst.
Fra 29. marts til slutningen af april bliver alle flyvninger til USA fra Paris, Barcelona, Madrid, Amsterdam, Athen og Oslo aflyst.
Norwegian aflyser også en stor del af indenrigstrafikken i Norge og flyvningerne i Skandinavien som f.eks. mellem Oslo og København og Oslo og Stockholm.
Flere af de norske indenrigsflyvninger og skandinaviske flyvninger slås sammen. Alle afgange til Italien bliver også aflyst.
Kunder, der har købt billet til de berørte flyvninger, vil blive kontaktet via SMS og e-mail med alternativer, inklusive ombooking til flyvninger på et senere tidspunkt. Informationer kan tjekkes på Norwegians hjemmeside her.
Af hensyn til den ventede kundestorm beder Norwegian om, at folk, der skal rejse efter den 15. april, venter med at kontakte selskabet netop nu.
Halvdelen af de ansatte sendes hjem
I en situation som nu med pandemi vil Norwegian prioritere kunder og ansattes sikkerhed og samtidig sørge for, at vigtige funktioner i selskabet opretholdes.
På grund af den ekstraordinære situation i markedet som følge af corona virusset og et dramatisk fald i efterspørgslen må Norwegian tage drastiske beslutninger for at sikre selskabets overlevelse.
Derfor vil op til 50 procent af de ansatte blive sendt hjem. Dette tal kan blive øget, hvis situationen forværres i de kommende dage. Alle afdelinger i flyselskab berøres af hjemsendelserne.
Norwegian har en god dialog med fagforeningerne og berørte afdelinger, baser og ansatte vil få direkte besked fra selskabet.
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian)
Skriv et svar