Måske er det ikke en nyhed, som er voldsomt relevant i en tid, hvor alt drejer sig om Corona, Covid-19, lukninger, aflysninger og masse-fyringer som følge af virus pandemien.
På den anden side vil der komme en tid efter Corona. Forhåbentligt snart. Da vil mange mennesker have haft masser af tid til at tænke over deres fremtidige rejsebehov – og hvordan det skal gennemføres.
Til den tid vil denne nye analyse fra den europæiske investeringsbank (EIB) blive meget aktuel. Den giver nemlig svar på, hvordan vi har det med at bruge fly til indenrigs rejser i fremtiden.
Skal de CO₂ tunge fly droppes til fordel fra generelt mere rene transportformer som tog eller bus? Eller skal vi først lade passagerfly på vingerne igen, når de har fået elmotorer?
Svarene i den nye internationale undersøgelse er lidt opsigtsvækkende. Ikke kun fordi over seks af ti europæere er parate til at droppe fly på rejser over korte afstande. Men også fordi der er enorme forskellige i den opfattelse fra land til land.
Danskerne er f.eks. blandt de mest negative over for den idé. Kun 46 procent af os går ind for en bandlysning af indenrigs fly – 58 procent er imod. Kun Irland og Malta er endnu mere imod de korte flyruter.
Helt anderledes i store lande som Tyskland og Frankrig. Her går to af tre ind for at droppe indenrigs flyruter i fremtiden – 67 procent.
Det er pænt over EU-gennemsnittet på 62 procent. Helt oppe i EIB’s statistik ligger lande som Slovakiet, Ungarn, Slovenien og Kroatien. Her går henholdsvis 78, 73, 71 og 71 procent ind for at stoppe rejser med fly inden for landenes grænser.
Svenskere og briter – undersøgelsen blev gennemført inden UK’s udtræden af EU – ligger til gengæld tæt på danskernes opfattelse.
I det flyskam-plagede Sverige siger 55 procent, at de mener, indenrigsfly skal sløjres. I Storbritannien er det 52 procent.
Begge lande er geografisk meget større end Danmark, og de har mange flere indenrigs flyruter, end vi har her i landet.
I efteråret lod den europæiske investeringsbank analysefirmaet BVA interviewe i alt 30.000 voksne i 30 lande. Ud over Europa deltog også USA og Kina i undersøgelsen.
Den afslører bl.a, at folk generelt set går ind for en CO₂ beskatning af flyrejser. Støtten er dog meget forskellig verden over.
I Kina går hele 93 procent ind for CO₂ afgifter på flyrejser. I EU er det 72 procent og i USA kun 60 procent….
(Indledningsfoto til artiklen: Erich Westendarp / Pixabay)
Skriv et svar