Det måtte jo komme. Norwegian må følge samme tunge vej som de fleste andre flyselskaber i verden – inklusive ærkerivalerne SAS og Ryanair.
Her til eftermiddag har Norwegian meddelt, at selskabet aflyser 85 procent af alle sine flyvninger og sender omkring 7.300 af sine 11.000 medarbejdere hjem.
Det er en voldsomt stigning i forhold til Norwegians udmelding i sidste uge. Dengang hed det, at nordmændene måtte lukke 40 procent af sine trans-atlantiske ruter og 25 procent af de korte i Europa og indenlands.
Standsningen af de mange afgange vil ske gradvist i løbet af de kommende dage. Hoved-prioriteten i denne uge vil ligge på at opretholde så mange planlagte flyvninger som muligt for at sikre, at passagererne kan komme hjem.
Alle kunder, der er berørt af rute-ændringer eller aflysninger vil blive kontaktet direkte af Norwegian via sms og/eller e-mail.
”Luftfarten står over for en ekstraordinær krise, hvor også vi i Norwegian må sætte størstedelen af vores fly på jorden og hjemsende en stor andel af vores kolleger,” siger Norwegians koncernchef Jacob Schram.
”Adskillige regeringer i Europa har allerede sagt, at de vil gøre, hvad de kan for at sikre, at deres flyselskaber kan fortsætte med at flyve, når samfundene vender tilbage til et normalt liv. Vi sætter pris på, at de norske myndigheder har udtalt, at de vil gøre det, der er nødvendigt for at sikre norsk luftfart, sådan at vigtig infrastruktur og titusindvis af arbejdspladser kan opretholdes,” fortsætter han.
Når de fleste af Norwegians fly parkeres på jorden, må flyselskabet sende omkring 7.300 medarbejdere hjem.
Hjemsendelses-reglerne varierer fra land til land, og Norwegian er i gang med konstruktive samtaler med repræsentanter for fagforeningerne og andre ansatte i alle lande, hvor Norwegian driver virksomhed.
Fra og med den 21. marts vil Norwegian kun flyve mellem de nordiske hovedstæder og på norske indenrigsruter med reduceret kapacitet. Ruten mellem København og Oslo skæres således ned til to afgange om dagen.
Nogle få europæiske ruter vil blive opretholdt. Det samme gælder ruter mellem Skandinavien og Thailand. De flyves, indtil vinter-sæsonen slutter ultimo marts. Alle andre interkontinentale ruter til f.eks. USA aflyses.
Norwegian vil forsøge at køre med det begrænsede rute-udbud frem til den 17. april. Det afhænger dog af ændringer i efterspørgsel og de enkelte landes rejse-restriktioner.
Alle åbne afgange kan bookes på www.norwegian.com ….
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian)
Skriv et svar