For et par dage siden fik SAS en garanti på to milliarder danske kroner fra den svenske og danske regering, der er flyselskabets to største aktionærer.
Her til aften følger Norge efter ved at give en lånegaranti på seks milliarder norske kroner til landets flyselskaber. Det er først og fremmest Norwegian, men også SAS, Widerøe og et par mindre aktører på vinger.
Den norske nødhjælp kommer bestemt ikke uventet. Norwegian står med bagenden skrabende på landingsbanen.
Mere overraskende er det, at den norske regering er villig til at kaste en milliard kroner efter SAS. Norge har ellers solgt sine aktier i det fælles-skandinaviske flyselskab,
Seks partier i det norske Stortinget er blevet enige om at bevilge en låne-garanti på seks milliarder norske kroner til sin luftfart. Det svarer til ca. 3,7 milliarder danske kroner.
Norwegian står til at modtage halvdelen af beløbet, mens 1,5 mia. norske er øremærket til SAS. Det er ca. 937 mio. danske kroner.
På den måde har SAS på et par dage sikret sig finansiel nødhjælp på ca. tre milliarder danske kroner fra de tre regeringer i København, Oslo og Stockholm.
Nordmændene stiller imidlertid nogle krav, før pengene udbetales. Den vigtigste er, at flyselskaberne skal skaffe 10 procent af garanti-beløbet fra andre finanskilder. Desuden stilles der betingelser til selskabernes egenkapital.
De to krav kan imidlertid blive svære for lavpris-specialisten Norwegian at opfylde, skriver bl.a. det store norske dagsmedie E24.no her til aften.
Norwegian har haft svære økonomiske problemer igennem flere år efter en periode med konstant vækst på lånte penge.
Imidlertid så Norwegian ud til at have vendt bøtten på det seneste. Efter skrappe nedskæringer løb selskabet rundt og ventede faktisk at kunne levere et overskud her i 2020.
Men så kom Corona virussen på tværs. Den koster ikke kun Norwegian dyrt, men alle flyselskaber. Tidligere på dagen meldte Lufthansa f.eks, at man parkerer 95 procent af sine fly på jorden, fordi der ikke er passagerer til at fylde dem….
(Indledningsfoto til artiklen: Tommy Olsson / Pixabay)
Skriv et svar