Verdens største internationale flyselskab – Emirates fra Dubai – har fået tilladelse til at transportere passagerer igen fra på mandag den 6. april.
På grund af COVID-19 bestemmelserne har Emirates kun haft lov til at flyve cargo i et stykke tid. I praksis har det betydet, at langt de fleste af selskabets maskiner har været ”grounded” – inklusive Emirates’ flåde af over 100 kæmpe Airbus A380 fly.
Emirates begynder forsigtigt igen fra på mandag. Det bliver på ruter mellem Dubai og London, Paris, Zürich, Bruxelles og Frankfurt. Tre eller fire afgange om ugen til hver af de nævnte destinationer.
I alle tilfælde vil det være med Boeing 777-300 ER maskiner, som vil have store mængder luftfragt med i maven under passager-kabinen.
Emirates regner med, at de første mange passagerer vil være mennesker, der rejser tilbage til deres hjemland og familier.
Flyselskabet tør dog ikke give et bud på, hvornår dets store internationale netværk af ruter kan blive gen-etableret, men håber at det sker snart.
En total gen-åbning vil først kræve, at mange lande som f.eks. Danmark åbner for deres rejse-begrænsninger.
Emirates vil tilbyde mad og drikke ombord, men emballagen er ændret af hensyn til smittefaren. Aviser og magasiner vil ikke være med på flyet, og nede på jorden er Emirates’ lounger lukket.
Flyselskabet understreger, at Boeing maskinerne gennemgår en kraftigt øget rengøring og desinfektion i Dubai efter hver flyvning….
(Indledningsfoto til artiklen: Emirates)
Skriv et svar