285 strandede danskere og andre skandinaver i Perus hovedstad Lima i Sydamerika kan være glade for, at SAS for nylig fik leveret de første af sine nye Airbus A350-900 fly.
De kan nemlig flyve længere på en optankning end nogen anden passager-maskine i SAS 74-årige historie.
Det betød, at de mange danskere i Sydamerika kunne blive transporteret nonstop tilbage til deres hjemland i Nordeuropa.
Flyveturen tog 15 timer og 20 minutter for den 11.086 kilometer lange strækning. Maskinen med SAS navnet ”Hagbard Viking” landede velbeholdent i København fredag morgen ved otte-tiden.
Danskerne – de fleste turister – var blevet hængende i Peru, fordi det sydamerikanske land pludselig lukkede sine grænser den 16. marts. Så var gode råd dyre om, hvordan man kunne hjem.
Ligesom de fleste andre selskaber arrangerer SAS nødflyvninger for at hente folk tilbage fra udlandet i den efterhånden globale COVID-19 pandemi.
SAS har gennemført flere af disse afgange, men SK7030 var alligevel noget helt særligt. Aldrig før har en SAS-maskine med passagerer ombord fløjet så langt uden at tanke op undervejs.
Hagbard Viking er først ankommet til SAS i februar, så det var også et splinternyt Airbus fly, som de strandede skandinaver fik æren af at blive fragtet hjem i.
Den store to-motorede A350-900 fløj fra København til Peru via en rute hen over Storbritannien, Irland, Atlanterhavet, Panama toppen af Sydamerika og syd på til Andesbjergene og Lima. Hjemturen nogle timer senere gik ad nogenlunde samme rute.
Den lidt triste side af historien er, at Peru-redningen nok bliver den foreløbig sidste rejse, som SAS vil gennemføre med sine Airbus A350-900 fly.
SAS har nemlig stoppet sin sidste faste rute mellem Skandinavien og USA. Den gik mellem Stockholm og New York forleden dag. Ruterne fra København er for længst aflyst som følge af Corona krisen.
I den kommende tid vil SAS kun gennemføre ”samfunds-kritiske” afgange på korte og regionale ruter i Norden. Til det formål vil SAS bruge langt mindre Airbus A320 fly. SAS har dog truet med, at også disse ruter kan blive lukket, fordi passager-antallet er for lille….
(Indledningsfoto til artiklen: SAS)
Skriv et svar