De danske hoteller, restauranter og turist-erhvervet som helhed er hårdt ramt af Corona krisen. Fremtiden er uvis, så bestilling af møder, konferencer og ophold på hoteller nu aflyses eller skubbes langt hen i efteråret.
Det har fået ejerne af det københavnske hotel Sleepcph til at tænke ud af boksen. I stedet for at lade hotellet stå tomt på ubestemt tid giver hotellet nu sit bidrag til at afhjælpe boligmanglen i hovedstaden.
Sleepcph er således begyndt af udleje sine hotelværelser på månedlig basis, indtil turister og forretningsfolk vender tilbage som gæster.
Prisen for et enkelt-værelse er kun 5.000 kroner om måneden. Det er ikke mere end, hvad mange er vant til at betale for to overnatninger på et københavnsk hotel. Dobbelt-værelser begynder ved 6.000 kroner om måneden.
Tag over hovedet i den prisklasse er en mangelvare i Danmarks største by. Værelserne på Sleepcph er da også eftertragtede. På halvanden uge er de første 10 værelser langtids-udlejet, uden at hotellet har foretaget den store markedsføring for konceptet.
Budget-hotellet Sleepcph ligger på Nyrnberggade på Amager. Det er en del af kæden Copenhagen Hospitality Group, der driver en række hoteller i Aarhus og København. S
Ideen med langtids-udlejningen var egentlig målrettet til studerende, der hvert år har store problemer med at finde tag over hovedet i landets store universitets-byer.
De første erfaringer fra Sleepcph viser imidlertid, at folk i alle andre henvender sig for at leje et hotelværelse i længere tid ad gangen. Både private og forretningsfolk:
”Mange mennesker har af forskellige årsager brug for et midlertidig sted at bo. Eller de ønsker at leve på hotel, indtil det lykkes for dem at finde en fast bolig,” forklarer Christian Eriksen. Han er direktør for Copenhagen Hospitality Group.
Hotelkæden har ikke besluttet, hvor længe tilbuddet om at leje værelser på månedsbasis skal køre. Det afhænger af, hvor længe Corona krisen varer. Tilmed overvejer kæden også at indføre en lignende leje-ordning på sit Hotel Carmel i Aarhus.
Copenhagen Hospitality Group gør opmærksom på, at der gælder en række regler for langtids-udlejning af hotelværelserne på Sleepcph:
Man kan f.eks. ikke være CPH-registreret på hotellets adresse. Man kan således ikke modtage boligstøtte eller udeboende SU, mens man lever der.
Desuden gælder lejelovens regler ikke for hotelværelser. Man har ikke nogen opsigelses-varsel, og man har kun sikret sig sit værelse i det antal måneder, man kan booke det frem i tiden. Den mindste lejeperiode er én måned.
(Indledningsfoto til artiklen: Sleepcph)
Skriv et svar