Flyselskaberne i Europa kæmper for deres overlevelse, og næsten alle af de større klarer sig kun ved hjælp af milliard-tunge statstilskud og lån fra deres lokale regeringer.
To af de største – begge lavpris-selskaber – prøver at klare skærene på egen hånd. De får ingen skatteyder penge, selvom de fragter langt flere passagerer end de traditionelle flyselskaber. Det er Ryanair fra Irland og easyJet fra England.
De to er dog fløjet ind i præcis de samme problemer som de nationale flyselskaber: Corona krisen har fået lande til at lukke deres grænser og indføre rejse-instruktioner, så stort set ingen er taget med fly i februar, marts og april, medmindre det har været meget nødvendigt.
Hvor meget aktiviteten er faldet, kan man meget tydeligt se af Ryanairs regnskab for april. Kun 40.000 passagerer gik ombord i lavpris-selskabets Boeing fly mod normalt 13,5 millioner i årets fjerde måned. Det svarer til en nedgang på 99,6 procent!
Eller april med andre tal: Ryanair gennemførte kun 600 ruteflyvninger i den forløbne måned. Planlagt var 75.501 inklusive et antal flyvninger med medicinske værnemidler for europæiske regeringer.
Ikke mærkeligt, at Ryanairs topchef Michael O’Leary i sidste uge advarede om, at selskabet må fyre 3.000 piloter og kabine-personale. Ryanair vil desuden lukke flere baser i Europa. Det er lufthavne, hvor selskabet har faste fly stående og flyvende medarbejdere boende.
Hvad værre er for Ryanair: Maj og juni bliver næppe bedre end april, fordi mange lande ikke har ophævet deres rejse-begrænsninger endnu. Flere lande taler om at gøre det, men kun få har omsat løfter til praksis.
Med andre ord ser den store sommer-sæson ud til at smuldre væk for Ryanair. Det irske flyselskab plejer at flyve millioner af mennesker – og især englændere – til turistmålene i Spanien, Italien, Cypern og Grækenland.
Bortset fra Cypern er alle de ferielande fortsat lukkede for udenlandske besøgende og åbner næppe før i august eller september. Og så er en stor del af feriesæsonen overstået for i hvert fald nordboere.
Ryanair havde regnet med at flyve 144,3 millioner passagerer i år, men det var tal fra inden COVID-19 angrebet. Hvis krisen er overstået snart – og det ved ingen – kan Ryanair måske nu 135,1 mio. passagerer i år….
(Indledningsfoto til artiklen: Ryanair)
Skriv et svar