En privat læge-klinik i Københavns Lufthavn tilbyder nu, at rejsende kan få foretaget en COVID-19 test på under en halv time, inden de tager videre med fly.
Airport Doctor skal ikke konkurrere med de offentlige test-steder for Corona, som er oprettet i hvide telte i en række danske byer.
Testen i lufthavnen er ikke helt så omfattende som de danske sundheds-myndigheders egne, men den overholder de regler og retningslinier, som flyselskabernes internationale organisation IATA har afstukket.
Det vil i praksis sige, at passageren får målt sin temperatur og testet, om han eller hun har dannet antistoffer mod COVID-19.
Målingerne foretages med godkendte test-kits, der ventes at blive standard i mange lufthavne verden over, når ruteflyvninger genoptages i større målestok i de kommende uger og måneder.
Passagerer, der har gennemgået testene hos Airport Doctor i Københavns Lufthavn, får efterfølgende udstedt et certifikat.
Det kan de præsentere ved ankomsten til de lande, der kræver en ren COVID-19 attest for alle indrejsende. Samtidig får de rejsende jo en personlig sikkerhed for, at de ikke er smittet med den frygtede virus.
Airport Doctor har åben 24 timer i døgnet, så man kan også få foretaget sin COVID-19 test, selvom man skal flyve sent om aftenen eller tidligt om morgenen.
Airport Doctor understreger, at COVID-19 testen udføres i samarbejde med lufthavnens egen Copenhagen Airport Medical Clinic. Testen koster 249 kroner.
Den private Airport Doctor klinik ligger i lufthavnens Terminal 2 på første sal – lige over for check-in skranke 102.
Klinikken kan også hjælpe passagerer med f.eks. kroniske sygdomme, recept udstedelser, vacciner, angst for at flyve og generel utilpashed.
Københavns Lufthavn beder Trends & Travel understrege, at den ikke har noget med COVID-19 testen at gøre. Airport Doctor er en privat virksomhed, som har egne kontorer og klinik i lufthavnen….
(Indledningsfoto til artiklen: Fernando Zhiminaicela / Pixabay)
Skriv et svar