I disse dage er det 90 år siden, at den første fly-stewardesse stod frem i flyets indgangsdør og bød passagererne velkommen.
Da flyet var på vingerne, serverede hun drinks og måltider – og havde altid et smil og en venlig bemærkning på læberne.
Sådan er myten og forestillingen hos mange flyrejsende om stewardessen, der slet ikke hedder det nu om dage. I dag hedder stewardesser og stewards bare kabine-personale eller det køns-neutrale ”flight attendants.”
Verdens første kvindelige tjener på et rutefly hed Ellen Church. Hun blev hyret af amerikanske Untied Airlines i 1930 og blev dermed forbillede og drømmebillede for millioner af piger verden over.
Den 25-årige Ellen Church så godt ud og var uddannet sygeplejerske, hvilket United Airlines så som en stor fordel. Det kunne jo sagtens være, at en passager blev syg på flyveturen.
I Europa kom den første stewardesse den 1. maj 1934. Det var Nelly Diener hos Swissair. Hun nåede kun at have jobbet i få måneder, inden hun blev dræbt ved et flystyrt i Schweiz.
Langt inden var begrebet tjener ombord opfundet. Den første mandlige ”flight attendant” var tyskeren Heinrich Kubis. Han begyndte i 1912 som steward ombord på luftskibet LZ10 Schwaben.
Kubis befandt sig også på det berømte Hindenburg luftskib, der brød i brand i USA. Kubis overlevede ved at springe ud ad et vindue på luftskibet, da det begyndte at styrte til jorden.
Imperial Airways var det første britiske flyselskab til at ansætte ”cabin boys” i 1920’erne, mens Pan American var først med tjenere, der serverede mad ombord. Det var i 1929.
I mange år var stewardessen et af de mest eftertragtede jobs. Også selvom mange af dem blev udvalgt på deres udseende.
I de første årtier før og efter anden verdenskrig var stewardessen et af de få jobs, hvor kvinder kunne komme ud hjemmefra og opleve verden.
Der var derfor altid stor tilstrømning, når flyselskaber opslog nye jobs. F.eks. fik amerikanske Transcontinental Airlines over 2.000 ansøgninger til kun 43 ledige stewardesse stillinger tilbage i 1935.
Allerede i 1936 havde kvinderne overtaget langt de fleste kabine-jobs i den hurtigt voksende civile luftfart. De skulle alle leve op til ganske mange krav. En artikel fra New York Times samme år:
”De piger, der ønsker at blive stewardesser (”hostesses”), skal være spinkelt bygget og mellem 20 og 26 år. De skal veje mellem 45 og 53 kilo og måle mellem 155 og 165 centimeter. Desuden skal de have et godt helbred.”
Gennem mange år krævede en del flyselskaber, at deres stewardesser alle skulle være singles. Enker og fraskilte kvinder kunne også bruges….
(Indledningsfoto til artiklen: Austrian)
Skriv et svar