(Opdateret) På mandag den 15. juni åbner Danmark sine grænser til Tyskland efter knap tre måneder med Corona krise i begge lande.
Det betyder naturligvis, at der bliver vild travlhed ved grænse-overgangene i Sønderjylland. Her bliver det endnu mere attraktivt at køre over fra den 1. juli, når tyskerne nedsætter deres moms og gør alle varer billigere for danskerne at købe.
Den medvind venter Scandlines også at få glæde af på sine færgeruter fra Lolland-Falster til det nordøstlige Tyskland.
Scandlines har sejlet under hele Corona pandemien, men kun i nedsat målestok og kun med erhvervs-trafik som lastvogne, der bragte nødvendige eksport- og import-varer til og fra Danmark.
Fra på mandag skruer Scandlines op for fulde omdrejninger med 60 afgange i døgnet på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. Alle danskere er velkomne ombord på færgerne, der er specielt forberedt for Corona situationen.
Scandlines har f.eks. begrænset antallet af passagerer på færgerne med op til 35 procent. Der er anbragt afstands-markeringer, mange flasker med håndsprit, og alle steder, som mange berører, bliver løbende rengjort og desinficeret. Det er f.eks. dørhåndtag, gelændere, vandhaner og toiletter.
En af Scandlines færger vil vække ekstra opsigt. Det er hybrid-færgen ”Copenhagen”, der har fået et 30 meter højt rotorsejl monteret.
Sejlet ligner mest en lang skorsten. Det bygger på den såkaldte Flettner teknologi, der kommer fra det finske firma Norsepower.
Den såkaldte Magnus-effekt udnytter den trykforskel, der opstår, når vinden møder det roterende rotorsejl. På den ene side af cylinderen/sejlet aftager vinden i fart, mens den på den anden side af cylinderen/sejlet tiltager i fart. Forskellen i vindhastigheden resulterer i en energi, som presser skibet fremad i en vinkelret position til vindretningen.
Teknologien fungerer optimalt, hvis det blæser, og vinden kommer ind fra siden (vinkelret på sejlet). Ruten mellem Gedser i nord og Rostock i syd er næsten vinkelret på den fremherskende vind fra vest, og har derfor gunstige betingelser på vores rute for brugen af rotorsejl.
Det er samme princip, der gør sig gældende ved alle roterende bolde eller cylindere, som for eksempel i golf, tennis, fodbold eller basketball.
Det 30 meter høje roterende sejl sørger for, at færgen bruger sine diesel-motorer mindre. I sidste ende skal det reducere CO₂ udledningen med mellem fire og fem procent….
(Indledningsfoto til artiklen: Lars Sørensen / Scandlines)
Skriv et svar